Nyhedsartikel

‘Bremer og Blædel mod rov’ – nyt sportsmagasin på Radio4

I Radio4’s nye sportsprogram tager Amalie Bremer og Tue Blædel kampen op mod overmagten i forsøget på at give sporten til dem, den virkelig tilhører – fansene.  

Sport skal være fantastisk, og sport skal vække glæde. Men det er efterhånden svært at se ud over korruption, matchfixing, doping og andre former for svindel, når man taler om sport, og det er Amalie Bremer og Tue Blædel godt og grundigt trætte af.

Derfor tager de nye metoder i brug, når de sætter fokus på de gode, de onde og de virkelig dumme i sportens verden.

Den traditionelle sportsdækning er smidt i omklædningsrummet, når Amalie Bremer, en sportsfan der ikke er journalist, og Tue Blædel, en journalist der aldrig har dækket sport, starter inde.

Med en anderledes tilgang, en tro på det gode og en stor portion humor tager de hver fredag aktuelle emner under kærlig behandling.

“Personligt elsker jeg sport af hele mit lille, bitre fan-hjerte, men sport kan også gøre mig rigtig træt og trist, da det er fyldt med korrupte beslutningstagere, lyssky rigmænd, for få kritiske spørgsmål og simple snydere. Det skal stoppe. Omgående. Så hver fredag vil vi stikke kniven ind der, hvor det gør ondt, og der hvor det er rigtig sjovt – og det glæder jeg mig mega meget til,” siger Amalie Bremer.

Hun bakkes op af sin rutinerede medvært, der også understreger, at der ikke kun kommer fokus på det dårlige, men bestemt også på de gode ting.

“I en tid hvor sportstjerner bliver gemt væk bag agenter og spindoktorer, glæder jeg mig helt afsindig meget til at hylde de sportsstjerner, der stadig tør tale lige ud af posen, og som brænder for sporten og ikke bare penge og berømmelse.”

“Jeg håber at det her program kan være med til at vække alle os fans til live, så vi kan få svar og få lavet ændringer i det store sportscirkus, som vi jo i sidste ende betaler for og elsker,” siger Tue Blædel.

Om værterne:

Tue Blædel er journalist med en lang karriere på DR bag sig, hvor han blandt andet har været vært på ‘Go’ Morgen’, ‘Pressen’ og ‘Tue & Tony’ på P3 samt på ‘Verdenspressen’ på P1. Desuden har han flere gange vundet prisen for årets aktualitets- og nyhedsradio ved Prix Radio.

Amalie Bremer har været vært på Radio4’s sportsprogram ‘Sportsmålstegn’ og Radio4’s basketballpodcast ’23 – Den sidste dans med Chicago Bulls’. Desuden har hun vundet flere end 20 verdensmesterskaber i bordfodbold.

Mere sport i dagtimerne

‘Bremer og Blædel mod rov’ sendes første gang fredag 21. august kl. 13, og det er ikke det eneste sportsprogram, der har fundet vej til dagtimerne.

‘Sportsugen’ er rykket fra søndag aften til torsdag kl. 11, og ‘Fremkaldt’ kan nu lyttes mandag kl. 13 i stedet for om lørdagen. Fodboldmagasinet ‘4 på foden’ ligger stadig mandag, men er flyttet to timer frem, så det nu ligger mellem 17.00 og 19.00.

Bremer og Blædel mod rov

Fredage 13:05

Første gang 21. august

Foto: Agnete Schlichtkrull

Læs også

01.12.23

PLO freder forgyldt vagtlæge efter intern undersøgelse

PLO-Nordjylland har på baggrund af en intern undersøgelse fredet en vagtlæge, der har tjent 2,4 millioner kroner på videokonsultationer. Politikere retter kritik af forløbet.   PLO freder forgyldt vagtlæge i Region Nordjylland, efter at lægernes fagforening selv har foretaget en undersøgelse af, om én vagtlæge har misbrugt det højere honorar for videokonsultationer.   Undersøgelsen blev…

Læs mere
30.11.23

Meny stopper salg af truede ål

Det er ikke længere muligt at fiske en ål op fra køledisken i dagligvarebutikken MENY. Dagligvarekoncernen Dagrofa bekræfter nemlig over for Radio4, at man har droppet salget af ål. – Det er korrekt, at vi har besluttet at stoppe med salg af ål i MENY, konstaterer Dagrofa og tilføjer: – MENY består delvis af Dagrofa-ejede…

Læs mere
30.11.23

Forbrugerrådet om influencer-pakkekalender: “Under al kritik”

En pakkekalender fra 12 af danske influencere bliver markedsført med en værdi på 1.300 kr. Men pakkekalenderen møder kraftig kritik og Forbrugerrådet TÆNK kalder det vildledende markedsføring. Flere danske børn kan ende med at få en skuffende start på december måned. I hvert fald hvis de eller deres forældre har købt pakkekalderen ‘Juletuben’, en pakkekalender…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet