Nyt program på Radio4 tager med landets dygtigste forfattere på tur i de miljøer, de skriver om.
Det oser af spændende historier og oplevelser, når forfattere som Peter Øvig Knudsen, Kirsten Thorup, Lise Ringhof, Erik Valeur, Amalie Smith og Sara Maria Glanowski fortæller om alle de indledende undersøgelser, som de laver, inden de skriver deres bøger.
Researcharbejdet, der ligger forud for bøgerne, er spækket med opsigtsvækkende møder og miljøer, med interessante mennesker og overraskende oplevelser, der har sat spor inde i bøgerne, som masser af os læser. Vi kommer med bag kulissen i både kriminelle, kreative og historiske miljøer, og så fyger det med inspiration til andre, der drømmer om at skrive selv.
‘Mellem linjerne’ er et anderledes program om dansk litteratur, som åbner for helt nye fortællinger og perspektiver på forfatternes arbejde. Det giver indblik i forfatternes arbejdsmetoder, møder med virkeligheden og i, hvordan den sætter spor inde i bøgernes handlinger og beskrivelser.
Karoline Kjær Hansen er vært på ‘Mellem linjerne’. Hun er i den grad passioneret og nysgerrig på alt, hvad der har med bøger at gøre.
“Litteratur er vigtigere end nogensinde før. Videnskabelige undersøgelser viser, at det at læse bøger både øger menneskets empati og mindsker risikoen for, at de får stress. Samtidig rummer mange bøger fortællinger om det, der binder os sammen som mennesker, og er skabt af et behov for at være forbundet med den verden, vi er en del af,” siger Karoline Kjær Hansen.
Nu folder hun forfatternes researcharbejde ud for Radio4’s lyttere og giver sammen med den enkelte forfatter ny indsigt i alt det arbejde, der ligger forud for bøgerne, og som gemmer sig inde mellem linjerne i deres gennemresearchede bøger – både de dokumentariske og de fiktive fortællinger.
“Jeg vil gerne være med til at tale om bøger på en ny måde og dermed også åbne litteraturen for flere; både for de, der læser og for de, der drømmer om at skrive selv,” siger hun.
Du kender måske Karoline Kjær Hansen som reporter på kulturprogrammet ‘Kræs’ på Radio4, er stødt på hende som skrivende kulturjournalist i et af dagbladene, som moderator på en af de danske litteraturfestivaler eller som underviser i litteratur på Hadsten Højskole.
Første gæst er Peter Øvig Knudsen, der fortæller om researcharbejdet til bogen ‘Birkedal’.
Mellem linjerne
Søndage kl. 16.05
Første gang 16. august
Foto: Tor Birk Trads