Nyhedsartikel

Kaspar Colling Nielsen, Line Knutzon og Torben Sangild bliver værter på nyt kulturprogram på Radio4

Radio4 lancerer nyt program, hvor tre markante kulturprofiler åbner deres private notesbøger og inviterer lytterne ind til kulturel fordybelse i samtaleprogrammet ’Notesbogen’. Et program, der tager udgangspunkt i værternes undren og iagttagelser om den verden, vi lever i.

Noter er personlige, intime mellemregninger og observationer. De er ofte ufærdige og søgende, og derfor giver de et godt afsæt for en åben og nysgerrig samtale. Netop den samtale giver Radio4 plads til i programmet ’Notesbogen’, hvor forfatter Kaspar Colling Nielsen, dramatiker Line Knutzon og journalist Torben Sangild inviterer lytterne inden for i deres tankerækker, ideer og spontane indfald.

Hvert program tager udgangspunkt i en betragtning eller ide, som værterne på et tidspunkt har noteret. Sammen med en gæst udfordrer og udfolder de emnet i nysgerrige og undersøgende samtaler, hvor man som lytter vil kunne blive klogere på alt fra smuldrende tillid til indre stemmer og irriterende kunstnere.

”Jeg vil gerne blive klogere på mit fag. Alt, hvad jeg foretager mig, er baseret på fornemmelser og intuition. Jeg vil gerne tale med nogen, der kan gøre mig klogere på, hvad det er, jeg og andre i mit fag egentlig laver. Og eftersom mit fag er teater, handler det om os alle. For vi lever alle i et stort teater,” siger Line Knutzon, der ligesom Kaspar Colling Nielsen får sin debut som radiovært i det nye kulturprogram.

”Jeg er selv begyndt at høre podcasts og kan godt lide formatet. Men jeg savner nogle kulturprogrammer, der behandler kunst og kultur for sig selv uden at reducere samtalen til et specifikt værk eller drage politiske vinkler ind i det. I ’Notesbogen’ får vi mulighed for at tale om kunst på dens egne præmisser,” siger Kaspar Colling Nielsen, der ligesom sine medværter udfolder og udfordrer sine egne betragtninger i programmet.

For Torben Sangild, der som den eneste af de tre har journalistisk erfaring, er der især en helt særlig ting ved programmet, som han glæder sig til at praktisere:

” Jeg har en skummel fortid som kulturforsker. Og jeg har savnet at kunne nørde nogle kulturelle emner. Altså at kunne stille nogle undrende spørgsmål og få lov til at udfolde disse i en samtale, hvor jeg selv kan få lov til at komme med mine holdninger. Det passer mig virkelig, virkelig godt. Jeg diskuterer ofte med dem, jeg interviewer, for at udfordre dem lidt, men det er ikke altid noget, der kommer med i de artikler, jeg skriver. Det er fedt at få noget med- og modspil fra folk, der ved endnu mere om tingene, end jeg selv gør”.

’Notesbogen’ har premiere på Radio4 søndag den 5. marts kl. 11.05, men du kan allerede nu høre de to første afsnit med henholdsvis Line Knutzon og Torben Sangild her.

Læs mere om værterne her:

Torben Sangild er anmelder, kulturforsker, foredragsholder, moderator, debattør, comedy-nørd, radiovært og skriver for Zetland. Sangild er uddannet cand. mag. i filosofi og moderne kultur og har en Ph.d. i sidstnævnte fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han både har været forsker og underviser. Han har været vært på en række podcasts og radioprogrammer – i øjeblikket blandt andet ’Comedykontoret’ på Radio4 sammen med Anders Fjeldsted.

”Jeg tager noter, når de kommer til mig, og jeg enten har pen og papir eller en computer ved hånden. Mine noter er sjældent bare stikord. Det er som regel tankerækker, hvor det ene tager det andet, og det går som regel ret hurtigt. Det er klart, at de ting, jeg beskæftiger mig med i mit arbejde, også er dem, der fylder mange af mine noter. Det kan være comedy, det kan være kunst. Det kan være følelser, det kan være psykologi. Det kan sådan set også bare være tanker om livet og det at leve,  eller debatter derude og sådan noget.”

 Line Knutzon er prisbelønnet dramatiker og kendt for sine skarpe samtidsanalyser i groteske universer. Hun står bag en lang række stykker til både teater og radio, blandt andet ’Først bliver man født’, ’Livstidsgæsterne’ og senest podcast-serien ’Søborggruppen’ på Betty Nansen Teatret.

”Jeg opretter nogle gange en notesbog, fordi jeg kan mærke, jeg skal undersøge noget, eller fordi jeg ved, jeg er i gang med en proces. Nogle gange tager jeg nogle meget, meget sære noter, som jeg ikke selv forstår. Nogle gange kommer de faktisk til at betyde noget. Det ved man ikke på forhånd.”

Kaspar Colling Nielsen er forfatter, manuskriptforfatter og tidligere taleskriver for daværende klimaminister, Dan Jørgensen. Han debuterede i 2010 med bogen ’Mount København’ og har siden udgivet adskillige bøger og noveller, blandt andet ’Den Danske Borgerkrig 2018-24’, ’Det europæiske forår’ og senest ’Frelseren fra Hvidovre’.

”Notesbøger er vigtige som et arbejdsredskab for mig. Jeg tager mange noter, når jeg sidder og skriver på en roman. Mine noter kan være betragtninger over et eller andet. Det er indskudte tankerækker, og de er vigtige, når man skriver en roman, for det er med til at holde teksten levende og vital. Det er et meget godt trick som forfatter, så man undgår monotonien i sine tekster. Jeg skriver et eller andet ned, som jeg gerne vil gemme til en senere lejlighed. Et eller andet, som jeg har lyst til at skrive videre på eller har lyst til at overveje noget mere.”

Læs også

28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere
26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet