Sune Lundby Møller tiltræder 1. september som nyheds- og aktualitetschef på Radio4. Han skal blandt andet stå i spidsen for udvikling af radioens morgenflade, de politiske formater, den undersøgende journalistik, og han vil fremover også være en del af radioledelsen.
Selv om det blot handler om et par måneder, er Radio4’s nye nyhedschef hentet fra egne rækker. Sune Lundby Møller begyndte nemlig allerede på radioen i juni, hvor han tiltrådte stillingen som ledende nyhedsredaktør, men til september står han klar til at overtage posten som nyhedschef fra Jon Hasselbach Mikkelsen, der forlader radioen efter to år.
”Vi har høje ambitioner og ønsker at sætte dagsorden hver eneste uge med historier og programmer, der skaber samtale og debat. Med Sune Lundby Møller får vi en stærk journalistisk leder, der er kommet til Radio4 med en solid erfaring fra andre medier. Han får ansvaret for at udvikle på vores stærke morgenflade, hvor lytterne er i markedet for at blive klædt på til dagen med de bedste historier og vigtigste debatter. Samtidig får han ansvaret for at videreudvikle formaterne fra den politiske redaktion og Radio4 Undersøger-redaktionen, som begge laver stærke, dagsordensættende historier,” siger adm. direktør for Radio4, Anne-Marie Dohm.
Inden sin ansættelse på Radio4 har Sune Lundby Møller blandt andet været på DR, hvor han de seneste fire et halvt år har arbejdet som redaktør og ledende redaktør i DR Nyheder og spillet en central rolle i DR’s opbygning af en stærk indlandsdækning med base i Aarhus.
“Jeg er virkelig begejstret for at træde til som nyhedschef på Radio4. Og jeg glæder mig til opgaven, hvor jeg sammen med nyhedsafdelingens dygtige hold af reportere, værter og redaktører skal lægge nye lag på en redaktion, som i forvejen har solide journalistiske og lyttermæssige succeser i bagagen. Det er de succeser, vi skal bygge videre på, mens vi arbejder målrettet for at skabe endnu flere overraskende lytteroplevelser og inspirerende, dagsordensættende historier for Radio4’s lyttere,” siger Sune Lundby Møller.
For yderligere information kontakt presseansvarlig, Rosa Dehn Callesen på rosa@radio4.dk/41753233