Trioen ‘Specialklassen’ består af komikerne Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper Gattrup. Foto: Agnete Schlichtkrull
Kan man improvisere ‘Hammerslag’ om til en musical på en halv time? Ja da.
‘Specialklassen’ laver ny satire på Radio4, hvor de tre impro-specialister hver uge improviserer over et kendt TV-koncept, der bliver omdannet til en musical.
Her bliver intet taget om eller klippet til, men hvor svært kan det også lige være at lave en musical?
I første afsnit af ‘Specialklassen – The musical’ kaster de sig over DR’s ‘Hammerslag’ og bliver udfordret af pianisten Bjarne Langhoff, der er med i studiet.
‘Specialklassen’ hiver os også hver uge rundt i den danske andedam i ‘Tryghedssamfundet’, hvor vi blandt andre møder sladdertanterne, Magiske Morten, Palle fra Kalundborg og kommer til ‘Quiz med Liz’.
Du kan høre begge dele på Radio4 fra på lørdag d. 13. juni.
Hvem er Specialklassen?
‘Specialklassen’ består af de tre komikere Rasmus Søndergaard, Kasper Le Fevre og Kasper Gattrup og har siden deres gennembrud i Zulu Comedy Galla 2011 turneret landet rundt med deres improviserede comedyshow.
Hvis du ikke allerede har oplevet dem ude på landets scener, så kender du dem måske fra tv, hvor de har været med i blandt andet ‘Dybvaaaaad’ og ‘Giver det mening – ifølge Torben Chris’ eller fra deres impro-sitcom ’Hotel Zimmerfrei’, der blev sendt på DR2 og senere vandt en TV-pris i Cannes for bedste comedy format.
‘Specialklassen’ er fuld af musikalitet og energi. Glæd dig til de tre komikeres skæve karakterer og imponerende improtalenter på Radio4.
Lyt med hver lørdag kl. 20.05. Første gang 13. juni.