Der er absolut ingen garanti for fangst. Til gengæld er humøret højt – næsten – hver gang, når Stine Frandsen og Katharina ‘Kalle’ Juul-Andersen, hver uge tager fiskestangen på nakken og sætter kursen mod bølgen blå i Radio4’s nye fiskeprogram ’Fiskerinderne’.
Lystfiskeri er nemlig ikke længere forbeholdt mænd i sydvest og med pibe i mundvigen. De seneste år er flere kvinder bidt på krogen, viser tal fra Fiskeristyrelsen, og Radio4’s ’Fiskerinderne’ viser hvorfor.
Her handler det nemlig ikke kun om at fange fisk. For Stine og Kalle er det lige så vigtigt at komme ud i naturen, tale dybt og grine højt.
Kalle har fisket hele sit liv, mens hendes veninde Stine blev lokket med under coronakrisen. Nu vil de to fiskerinder vise glæderne ved at tage på fisketur sammen – mens de samtidig slider for at gøre Stine til den mesterfisker, hun drømmer om, at det hele skal føre til.
For Stine er læringskurven stejl, og usikkerheden rammer hende hvert andet minut, men heldigvis står den rutinerede Kalle klar med gode råd og lommepsykologi, og får – for det meste – beroliget sin uerfarne fiskeveninde. ”Det handler jo bare om at hygge sig”, som de siger.
Så træk din gamle sweater på og tag med, når ’Fiskerinderne’ hver søndag klokken 8 kaster snøren på Radio4, eller lyt til første program her