Hele fire fornemme priser kunne Radio4 hente hjem fra weekendens prisuddelinger. Et kæmpe skulderklap og bevis på at Radio4 leverer stærkt, journalistisk indhold af høj kvalitet, mener Radio4’s bestyrelsesformand, Bjarne Werner Munck.
Det regnede med priser over Radio4 ved årets Prix Audio-uddeling i fredags og FUJ-priserne, der blev uddelt lørdag. For andet år i træk vandt Radio4 fredag aften hovedprisen Årets radioprogram, denne gang med interviewserien ’Det sidste måltid’, mens ’Radio4 Morgen’ vandt prisen for Årets morgenflade, og ’Portrætalbum’, der sidste år vandt prisen for Årets radioprogram, blev hædret som Årets musikprogram.
Og prisfesten fortsatte dagen efter, hvor Radio4 Undersøgers dokumentarserie ’Den døde pige i lægehuset’, vandt Formidlingsprisen ved Foreningen for Undersøgende Journalisters (FUJ) årlige prisuddeling.
”Radio4 har en klokkeklar ambition om at levere dagsordensættende journalistik. Derfor har stationen udover nyhedsproduktionen også en selvstændig gravergruppe ’Radio4 Undersøger’, som har produceret afslørende historier om alt fra lægesvigt og PFAS-skandaler til biskoppers overforbrug af offentlige midler. Historier, der allerede er blevet citeret bredt i danske medier og nu også hædret med priser. Så ud over det fantastiske i anerkendelsen af Radio4’s stærke interviewformater, som ’Det sidste måltid’ og ’Portrætalbum’, så glæder det mig naturligvis ekstra meget at se, at prioriteringen af den undersøgende journalistik er lykkedes. Priserne er et kæmpe skulderklap og bevis på, at Radio4 leverer stærkt, journalistisk indhold af høj kvalitet ,” siger bestyrelsesformand for Radio4, Bjarne Werner Munck.