Radio4 Morgen runder episode nummer 1.000 torsdag den 11. marts.
Det fejrer vi med et tilbageblik på fem højdepunkter, der har udspillet sig i radioen, siden værterne første gang sagde “Godmorgen” 1. november 2019.
7. februar 2020 – Vanvidsbilist ’Philip’ har en hastighedsrekord på 225 km/t
Dagen efter regeringens udspil til bekæmpelse af vanvidskørsel havde ‘Radio4 Morgen’ anonyme ‘Philip’ med.
Han var i starten af 20’erne, elskede ‘fart, tempo, god musik og dumme overhalinger’ og havde en hastighedsrekord på 255 km/t.
Lytterne kunne stille ham spørgsmål, og værterne forsøgte med tydelig afstandtagen til ulovlighederne at komme nærmere en forståelse af, hvad der driver Philip og andre vanvidsbilister, og om regeringens udspil kan få ham og hans ligesindede til at ændre deres ulovlige praksis.
13. marts 2020 – Et brunt værthus kort før det skulle lukke
”Vi er nødt til at drikke os skidefulde i dag, for vi ved ikke, om de har åben i morgen.”
Sådan lød det på værtshuset ’Det lille apotek’, da morgenvært Kasper Harboe tog på reportage på sit lokale værtshus kort før, værtshuset og resten af nattelivet lukkede. Kasper Harboe vendte hele verdenssituationen med gæsterne.
10. juni 2020 – Black Lives Matter Danmark indsamlede penge uden tilladelse
“Skal jeg stoppe en bevægelse i protest for George Floyd, fordi jeg lige skal følge nogle regler?”
10. juni søgte ‘Radio4 Morgen’ svar på, hvorfor Black Lives Matter Denmark havde indsamlet penge uden tilladelse fra myndighederne.
Talsperson for organisationen, Bwalya Sørensen, mente, at der var tale om civil ulydighed i en helt ekstraordinær situation, hvor der ikke var tid til bureaukrati, mens brancheforeningen for indsamlingsorganisationer i Danmark, ISOBRO, frygtede for opbakningen til andre godgørende indsamlinger.
29. september 2020 – 122 kvindelige byrådsmedlemmer har oplevet sexisme
29. september gik bølgerne højt om sexisme på Christiansborg, og Radio4 kunne præsentere resultatet af en rundspørge foretaget blandt alle danske kommunal-politikere, der viste, at problemet ikke var isoleret til landspolitik.
122 kvindelige byrådsmedlemmer havde således oplevet sexisme i byrådet, og denne morgen fortalte flere af dem om deres oplevelser.
19. februar 2021 – praktiserende læger har opkrævet 23,4 millioner kroner for negative coronatestsvar
Praktiserende læger har opkrævet 23,4 millioner kroner fra regionerne for at videresende negative coronatestsvar via e-mail til patienter.
Det er sket, selv om testsvar er frit tilgængelige på sundhed.dk. Danske Regioner kaldte det uacceptabelt, og eksperter pegede på misbrug af offentlige midler. Det kunne Radio4 Morgen fortælle 19. februar 2021.