Nyhedsartikel

Radio4 styrker kulturen med nye programmer og stærke kulturprofiler

Med to nye kulturprogrammer samt en makeover af et eksisterende vil Radio4 gerne gøre kulturdebatten vedkommende for alle.

”Vi har løbende arbejdet på at styrke vores samlede kulturflade på Radio4 ud fra en ambition om at gøre kulturstoffet mere relevant for flere. Derfor har vi udviklet nye formater og omlagt nogle af vores eksisterende,” siger kulturredaktør på Radio4, Michelle Mølgaard Andersen.

Ligesom Radio4’s lytterløfte lige fra begyndelsen har været at lukke flere ind i samfundsdebatten, skal forstærkningen på kulturområdet også bane vejen for at gøre kulturstoffet mere tilgængeligt og vedkommende for alle, uanset hvor man bor, eller hvad man beskæftiger sig med.

”Fælles for vores kulturprogrammer er, at vi ikke isolerer samtalen om kultur, men at vi gennem kulturen også giver perspektiv på nyhedsdagsordenen, på det nære mellemmenneskelige og på de store linjer i samfundet – både herhjemme og i udlandet,” siger Michelle Mølgaard Andersen.

Som led i processen har Radio4 derfor hyret en række stærke værts- og kulturprofiler til at stå for kanalens nye programmer. I begyndelsen af marts havde Radio4 premiere på programmet ’Notesbogen’, hvor forfatter Kaspar Colling Nielsen, dramatiker Line Knutzon og journalist Torben Sangild på skift åbner deres private notesbøger og deler deres undren og iagttagelser om den verden, vi lever i.

Torsdag 16. marts kom kulturjournalist og podcastvært Frederik Dirks Gottlieb og USA-analytiker Mirco Reimer-Elster flyvende ind på kanalen med det popkulturelle USA-magasin ’Only in America’, hvor de leverer begejstret nørderi om popkultur, samfund og storpolitik fra landet, der aldrig stopper med at fascinere.

Endelig er kulturprogrammet ’Kræs’ blevet relanceret under nyt navn som ’Kulturmagasinet’. Navneændringen sker i forlængelse af, at profilen på programmet er blevet strammet over tid.

”Kulturstoffet lukker sig nogle gange om sig selv. Mit mål er at invitere flere med til festen ved at gøre formidlingen mere inkluderende. Ikke mindst, fordi kulturen ikke er et sidespor til samfundsdebatten, men et fundament”, siger Mathias Wissing, der er vært på ’Kulturmagasinet’.

Ligesom Radio4 alle hverdage har et politisk bånd fra kl. 11-12 med kanalens politiske programmer, vil der fremover være et tilsvarende kulturbånd alle hverdage kl. 14-15, hvor ’Kulturmagasinet’ sender mandag, onsdag og fredag, ’Notesbogen’ om tirsdagen og ’Only in America’ om torsdagen.

Ud over de nye kulturprogrammer har Radio4 også ’Krimiland’, ’Portrætalbum’, ’Comedy-kontoret’ og ’Det Sidste Måltid’, der alle taler ind i den overordnede vision for kultur på kanalen.

Læs også

28.03.23

Landmænd vil anlægge solceller – professor kalder det spild af god landbrugsjord

Mange landmænd drømmer om at dække nogle af deres marker med solceller i stedet for afgrøder. Men hvis man fylder markerne med solceller, kommer man til at mangle landbrugsjord. Og med en stigende interesse hos landsmændene for at opstille solceller, kan vi stå overfor et problem. Det siger Jørgen E. Olesen, der er professor ved…

Læs mere
28.03.23

Tabita Mortensen blev abortturist i Sverige: “Jeg følte mig voldtaget af systemet”

Hvert år rejser danske kvinder til udlandet for at få aborter, som de ikke kan få i Danmark. En af dem er Tabita Mortensen. Hun blev gravid, selvom hun i over 20 år har brugt p-piller og altid har vidst, at hun ikke vil være mor. Hun mener, at abortloven skal ændres. Tabita Mortensen havde lige…

Læs mere
27.03.23

Ni ud af ti får nej til vaccine-erstatning

Langt de fleste, der søger erstatning for helbredsskader efter covid19-vaccine, får afslag. Hos Patienterstatningen har 109 ansøgere fået erstatning, mens 1080 er blevet afslået. Afslagene skyldes oftest, at de faglige eksperter hos Patienterstatning ikke ser tilstrækkeligt bevis for, at det givne helbredsproblem skyldes vaccinen. Theresa Dam Andersen er advokat og partner hos LRP Advokater i…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet