Vi møder Ali, der for fem år siden kom gående på motorvejen – flygtet direkte fra borgerkrigen i Syrien. Hver morgen vågner han i et værelse i den midtjyske stationsby Ry. Hans første tanke er, at han skal have nogle stoffer. Hans anden tanke er, at han skal ind til vennerne ved Værestedet i Aarhus og skaffe penge, så han kan få nogle flere stoffer.

Vi møder Tage, der var stofmisbruger i starten af 70´erne og stadig får sin metadon og sit sociale netværk på Aarhus Havn. Tage forklarer, hvorfor restriktioner og afstandskrav har svært ved at slå igennem i en verden, hvor man deles om piber og sprøjter – og dét at overleve er svært nok i sig selv.

Vi møder Alex, der har levet sit liv i angst for sygdom og bakterier – en af de få danskere som allerede før coronaen havde et stort forbrug af håndsprit og håndsæbe. En pandemi og en ny mystisk sygdom var cirka det sidste, der var brug for, men på en måde kom Alex også til at føle sig mere almindelig, da resten af verden også gik amok i mundbind og håndsprit.

Vi møder Ole, der sælger Hus Forbi. Det ville han i hvert fald ønske, at han gjorde. Men coronaen har afskaffet vores evne til at se hinanden i øjnene, siger han – og det går også ud over avissalget.