Nyhedsartikel

Italiensk hospitalsdirektør: Den danske hjælp var for lille og kom for sent

Peter Sinnbeck og Martin Bjørck, Italien

Den ”solide håndsrækning” fra Danmark til Italien under coronaepidemien kom for sent, og udstyret var ikke det, man manglede. Det fortæller en hospitalsdirektør fra en af de hårdest ramte regioner i Italien. Udenrigsministeren står ved det danske bidrag, der er blevet kaldt både primitivt og pinligt.

Respiratorer af ældre dato, et ubemandet felthospital og et par millioner til italiensk Røde Kors.

Det var ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) en ”solid håndsrækning” til Italien, hvis sundhedsvæsen i marts og april stod over for et regulært kollaps under byrden fra coronasmittede borgere.

Men den solide håndsrækning kom for sent i forløbet, og dens tyngde var til at overse.

Sådan lyder konklusionen fra Claudio Conti, der er teknisk direktør for Modena Universitetshospital og ansvarlig for indkøb og vedligeholdelse af al medicinsk udstyr til akutafsnit, skadestuer, operationsstuer og intensivafdelinger på de syv hospitaler i Modena-provinsen.

”Ser man på et timingperspektiv og med hensyn til vores udstyr, ja, så er det. Udstyret kunne vi have brugt, da vores krise var på sit højeste i marts. Ikke i april,” siger Claudio Conti til Radio4.

Modena ligger i regionen Emilia-Romagna, der med sine 4,5 millioner indbyggere har været hårdt ramt af coronaepidemien.

Faktisk er regionen den værst ramte i Italien efter naboregionen Lombardiet. Over 25.000 er bekræftet smittede, og mere end 3500 er døde på bare to måneder.

Det samlede dødstal i Italien er fortsat stigende og kom i denne uge op over 29.000 personer.

”Situationen for os i marts var utroligt kritisk. Vi var et skridt væk fra helt at have opbrugt vores ressourcer med hensyn til intensivpladser,” siger Claudio Conti.

Bare på Modena Universitetshospital oplevede man i marts et så hårdt pres, at intensiv blev firedoblet. Det krævede ifølge Conti en meget stor og pludselig omrokering, der gjorde, at hospitalet i det meste af marts udelukkende havde kapacitet til at behandle coronasmittede patienter.

Spørgsmål: Ville det overhovedet have nyttet noget at modtage disse maskiner efter d. 8. april?

”Nej, nej, nej . Det havde ikke nyttet noget, at disse enheder ville være kommet i april, fordi nu har vi  allerede afværget nødsituationen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, og vi har ikke brug for yderligere ventilatorer,” fastslår Claudio Conti.

Udenrigsministeren kaldt i samråd

Den danske håndsrækning blev præsenteret af udenrigsminister Jeppe Kofod 8. april – én uge efter den officielle anmodning om hjælp fra italienerne nåede hans skrivebord i København.

Konkret tilbød man en række respiratorer og udstyr, der sidenhen over for DR er blevet beskrevet som gammelt og primitivt af blandt andet Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin.

Radio4 har tidligere kunne beskrive et tilbud fra de danske regioner på nyere respiratorer, der kunne sendes til det kriseramte Italien.

Men det blev dog skudt til hjørne, da Sundhedsstyrelsen kunne meddele, at Italien havde takket nej.

Kvaliteten af det danske tilbud om hjælp til Italien er blevet mødt af skarp kritik fra flere af Folketingets partier. Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre har kaldt udenrigsministeren i samråd for at få en forklaring.

”Det er decideret pinligt, at vi kalder det et solidt tilbud om hjælp, og så er kvaliteten af det medicinske udstyr så ringe, at det faktisk kan risikere at gøre mere skade end gavn. Det kan vi på ingen måde være bekendt,” siger Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører for Radikale Venstre, til Radio4.

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslår, at den danske håndsrækning var rettidig.

”Jeg tror at vi alle sammen, og jeg selv i særdeleshed, gerne vil hjælpe Italien. Men det er nu engang sådan, at det de danske myndigheder, som må vurdere, hvad kan man undvære fra det danske beredskab, når vi samtidig har det hensyn, at vi ikke må underminere vores egen kamp mod corona eller fratage behandlingsmyndigheder fra syge danskere,” siger han i et interview med Radio4 Morgen.

”Det er jo en myndighedsvurdering. Det var, hvad vi kunne på det tidspunkt. Havde jeg ønsket, at vi kunne hjælpe meget mere? Ja selvfølgelig,” tilføjer han.

Jeppe Kofod fastholder, at han ikke havde nogen viden om, at respiratorerne ikke kunne bruges til covid-19 patienter.

Spørgsmål: Er det så kritisabelt fra myndighedernes side, at du tilbyder respiratorer til Italien, som ikke kan bruges til noget?

”Altså det handler om, hvad der egentlig kunne undværes på det tidspunkt fra det danske beredskab. Og herunder respiratorer, der indgår i det danske beredskab. Og jeg tænker, at respiratorer, der indgår i det danske beredskab, bliver tilbudt til det italienske beredskab. Jeg havde ingen viden om, hvorvidt de kunne bruges til covid-19 patienter eller ej. Så det er sådan set også nyt for mig,” siger udenrigsministeren.

Italien har modtaget hjælp og bistand fra en række lande under coronaepidemien.

Man har blandt andet modtaget sundhedspersonale fra intensivafdelinger i Norge og Rumænien, værnemidler fra Kina, håndsprit fra Østrig samt hundredvis af nye respiratorer fra Qatar.

Læs også

03.07.22

Mette Frederiksen vil ikke sige hvornår vi skal have folketingsvalg

Statsminister Mette Frederiksen vil stadig ikke kommentere på, hvornår der bliver udskrevet folketingsvalg. Men det er i dag lykkedes TV2, at få statsministeren til at svare på spørgsmål, efter at De Radikale i går meldte ud, at de vil have udskrevet et valg inden den 4. oktober, og før Folketinget mødes igen efter sommerferien. Mette…

Læs mere
02.07.22

R siger nej til advokatvurdering: Vil have hurtigt valg

Der er ikke flertal for, at kommissionsberetning vurderes af uvildige advokater, som blå blok gerne vil have. Omskrivninger og tilføjelser og nyt afsnit 7 om, hvorfor Radikale ikke støtter en advokatvurdering. De Radikale bakker ikke op om en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport, men opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive valg efter sommerferien. Det…

Læs mere
01.07.22

Kristian Thulesen Dahl lander topjob i havneselskab

Kristian Thulesen Dahl bliver ny direktør i Port of Aalborg. Det sker efter nyligt exit fra Dansk Folkeparti. Tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har fundet et nyt job. Han er blevet udpeget som ny administrerende direktør i virksomheden Port of Aalborg. Det oplyses i en pressemeddelelse. Port of Aalborg har ansvaret for…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet