Når du tænder for ’Kræs’, er der en ny stemme i din radio. Fremover er det Rikke Collin, der serverer den fedeste kunst, de største værker og relevante nyheder fra kulturlivet til dig. Rikke tager over fra vært Maja Hald, der er gået på barsel.
Rikke er en erfaren podcastvært, der har kulturen under huden. Hun er fast biografgænger og går ikke ud af døren uden hovedtelefoner og radio eller podcast i øret.
For hende har de seneste måneders corona-nedlukning sat en tyk streg under, at vi alle sammen har brug for kulturen. Men nedlukningen gjorde det også tydeligt, at kulturen ikke kun kommer fra teatre, biografer og forlag, men tilhører os alle.
”Mange folk havde mere tid og arbejdet fyldte mindre og pludselig flød det over med kreativitet alle vegne,” siger Rikke Collin.
For hende understreger det, at kulturen er et helle, hvor du kan hoppe ud af hamsterhjulet og parkere det rationelle.
”Uden kultur bliver vi sindssyge. Det bliver for teknisk. For logisk. Vi har brug for at føle, og kunst og kultur er følelser.”
Måske kender du Rikke fra podcasten ’Tårekanalen’, hvor hun i hver episode taler med en gæst om et kulturelt værk, der har rørt gæsten til tårer.
Tidligere på året var hun med til at producere programserien ’Pippi for voksne’ på DR P1, hvor der var fokus på, hvad vi kan bruge Pippi Langstrømpes livsfilosofi til i voksenlivet.
Hun har også arbejdet på Heartbeats, hvor hun bl.a. har produceret ‘Hej Søster’ med Fallulah, ‘Ditte Giese er blevet for tyk’ og senest ‘Ditte Giese er blevet for syg’.
Rikke er uddannet cand.mag. i film- og medievidenskab med speciale i journalistik, kultur og samfund.
Du kan høre Rikke første gang i ’Kræs’ tirsdag kl. 17 og efterfølgende som podcast.