Nyhedsartikel

Rigsretten idømmer Inger Støjberg 60 dages fængsel

Rigsretten idømmer tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg 60 dages fængsel i sagen om adskillelse af asylpar. Hun handlede forsætligt – altså bevidst.

Afgørelsen er netop blevet læst op af Rigsrettens formand, Thomas Rørdam, i Eigtveds Pakhus i København, hvor sagens flere end 30 retsmøder er blevet afholdt.

– Det er flertallets afgørelse, at instruksen var ulovlig. Den ulovlige sagsbehandling var følge af Støjbergs beslutning om straks at indføre ny praksis, siger rigsretsformanden.

Da Thomas Rørdam læste op, at Støjberg kendes skyldig, åbnede hun munden i chok.

Straffen er ubetinget. Det betyder, at den skal afsones, men det er dog en mulighed, at man kan afsone en kortere fængselsdom med fodlænke. Én enkelt dommer ville frifinde Støjberg, mens resten ville dømme hende.

Hør Mandat Special – Dom i Rigsretten her:

Det var et flertal i Folketinget, der i februar besluttede at sende Støjberg for den blot sjette rigsretssag i historien. To anklagere, Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, har ført sagen på vegne af Folketinget. I sagen var Inger Støjberg dømt for at være ansvarlig for, at der i 2016 blev iværksat og fastholdt en ordning, hvor asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig, blev adskilt. I strid med loven.

Centralt er, at Inger Støjberg den 10. februar 2016 i en pressemeddelelse meddelte et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever. Pressemeddelelsen nævnte ikke, at der kunne være undtagelser, hvor par ikke skulle adskilles – trods krav om individuel partshøring.

Støjberg har nægtet sig skyldig og i Rigsretten forklaret, at hun ikke ønskede at “flage” undtagelserne. Hun har henvist til, at hun dagen før godkendte et notat, der tilsiger, at der i særlige tilfælde var undtagelser. Men anklagerne købte ikke hendes forklaring.

De affejede notatet og lagde også vægt på, at Støjberg ikke har henvist til det, før det kom op, da Instrukskommissionen undersøgte forløbet flere år senere.

Inger Støjberg er kendt skyldig i at have fastholdt den ulovlige instruks om at adskille samtlige asylpar – uden de altså fik den individuelle vurdering af dem som par, som de havde krav på – fra 10. februar 2016 til 18. marts.Det er altså i en god måneds tid.

Anklagemyndigheden havde påstået, at det var fra 10. marts til senest 12. december, men i størstedelen af den periode har retten altså ikke fundet det bevist. Anklagerne gik efter at få Inger Støjberg idømt fire måneders fængsel.

/Ritzau/

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Læs også

16.05.22

11 ud af 12 ringer forgæves til Livslinien

Hvis man har selvmordstanker eller er selvmordstruet, kan man ringe til rådgivningstelefonen Livslinien, men langt de fleste, der ringer, bliver mødt med beskeden om, at alle linjer er optaget. Tal for 2021 viser, at Livslinien fik 161.331 henvendelser på telefonen, men kun 14.018 af de opkald blev besvaret. Det svarer til, at cirka 1 ud…

Læs mere
15.05.22

Finland og Sverige træffer snart beslutninger om medlemskab af Nato

Krigen i Ukraine har fået afgørende betydning for Finland og Sverige, der snart afgør, om de vil sige farvel til neutralitet og være en del af forsvarsalliancen Nato. Riksdagen i Finland skal i morgen vedtage den beslutning, som landets præsident Sauli Niinstö og statsminister Sanna Marin i dag har meldt ud. – Finland vil formelt…

Læs mere
14.05.22

Historisk partiskifte i Enhedslisten

Der var i dag kæmpestor debat på Enhedslistens årsmøde i Valby om en forandret EU-politik, der efter mange timers diskussioner endte med, at et stort flertal af medlemmerne stemte for, at partiet fremover skal forsøge at forandre EU indefra. Det er et opgør med den hidtidige politik og krav om en udmeldelse af EU her…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet