Stor blå reformalliance står i stampe efter et års levetid

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Skrevet af

3. maj 2024

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

For et år siden så en ny politisk treenighed dagens lys.

Med brede smil og store ord lancerede Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre nemlig en ny reformalliance under navnet KLAR.

De tre partier ville i alliancen blandt andet bekæmpe Arne-pensionen og efterlønnen.

Men her et år efter lanceringen er der ikke mange livstegn fra KLAR-alliancen.

Radio4 Morgen har gennemgået samtlige 929 beslutnings- og lovforslag i Folketinget i sæsonårene 2022/2023 og 2023/2024.

Ingen af disse havde Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre som én samlet afsender.

Over for Radio4 Morgen fortæller samtlige partier uden om alliancen, at de ej heller på nogen måder har mærket til projektet siden lanceringen sidste år.

Blandt andet skriver Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl i en sms:

- Hørte om KLAR den 18. april sidste år i Berlingske. I hverdagen hører jeg intet.

Det samme gør sig gældende for Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Kofod.

- Har intet hørt siden lancering.

Jens Joel, gruppenæstformand i Socialdemokratiet, skriver:

- Oplever ingen samlet front. Oplever faktisk heller ikke forslag, der går på dét, jeg husker de foreslog i alliancen, da de præsenterede den. Men er bare glad for, at de ikke koncentrerer sig om at smadre Arne-Pensionen.

Karina Lorentzen Dehnhardt, der er gruppeformand for SF, har næsten svært ved at huske projektet.

- Hvad indgik overhovedet i den alliance? Tænk, jeg husker det ikke rigtigt...

Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin hilste egentligt den reformvenlige KLAR-alliance velkommen tilbage i april 2023.

Men i dag ærgrer hun sig over, at der ikke var meget handling bag alliancens ord.

- Jeg har desværre ikke set mere fra deres side. Det synes jeg faktisk, er ærgerligt, særligt når man tænker på, at regeringen er nået i mål med sit regeringsgrundlag, siger hun og tilføjer:

- For så vil det jo være dejligt, hvis flere havde nogle tanker om, hvordan vi kan reformere vores samfund, så vi kommer fremad, siger hun.

Hør interviewet med Monika Rubin her:

Men KLAR-alliancen er ikke lagt i graven.

Det konstaterer Sólbjørg Jakobsen, der er politisk ordfører for Liberal Alliance. Hun medgiver dog, at projektet måske ikke har været så synligt uden for Christiansborg.

- Det er rigtigt, at det ikke er sådan, at tre partier er gået sammen under et samlet parti og laver ting sammen hele tiden. Men vi taler ofte sammen, fortæller hun og fortsætter:

- Ellers er vi en god sparringspartner løbende i det parlamentariske arbejde. Jeg ved ikke, om folk havde forventet, at vi ville fremsætte alle vores lovforslag sammen, men det gør vi ikke, siger hun.

Hør interviewet med Sólbjørg Jakobsen her:

Radio4 Morgen ville gerne have talt med Det Konservative Folkeparti for at høre den nye partileder, Mona Juul, om hun ligesom Søren Pape Poulsen kan se en idé i at være med i KLAR-alliancen.

Men hun og partiet ønsker ikke at udtale sig.

Afspiller nu

SKILSMISSEN

20:05
21:00