Forsvarsaftalen er store skridt i den rigtige retning

Skrevet af

2. maj 2024

Peter Ernstved Rasmussen

frontlinjen@radio4.dk

KOMMENTAR: Forsvaret står sandt for dyden med massive udfordringer. Men der er alligevel grund til at glæde sig over en meget styrket værnepligt, som fra 2027 er helt og aldeles ligestillet for mænd og kvinder. Kun med øget værnepligt og nye fastholdelsestiltag kan vi gøre os håb om at stille en tung brigade i 2028.

Endelig! Gennem to år har politikerne snorksovet sig gennem krigen i Ukraine uden at tilføre Forsvaret så meget som en krone til akut og livreddende førstehjælp. Personellet er flygtet ud af kaserner, flyve- og flådestationer, fordi de på intet tidspunkt har oplevet at blive taget alvorligt. Tværtimod har de set det brugbare materiel blive sendt til Ukraine, mens de selv har måttet undvære våben, ammunition, køretøjer, reservedele, kikkerter, radioer, sløringsnet – og lade sig indkvartere i nedslidte bygninger med skimmelsvamp i væggene, rådne vinduer og muselort i skufferne.

Politikerne har snakket og snakket og talt om at nå op på to procent af BNP, som vi har lovet NATO … om 12 år, så otte, nej - fire og nu pludselig allerede fra næste år. Samtidig er løfterne om fantasilliarder vokset fra 143 mia. kr. til 155 mia. kr. og senest til 195 mia. kr. Men hvor blev de af?!

Hør mere om forsvarsforliget i Frontlinjen (artiklen fortsætter herunder)

Der har med andre ord været helt utroligt meget snak og voksende løfter om guld og grønne skove – og meget lidt handling. Samtidig har samme politikere gladeligt sendt over 30 mia. kr. til Ukraine, og der er yderligere 30 mia. kr. på vej. Det har ærlig talt virket som om, at det danske forsvar – vores egen sikkerhed – slet ikke havde samme prioritet, og at vi har al den tid til rådighed, som vi ønsker. Men det har vi ikke!

Derfor er der også grund til en spinkel glæde og optimisme over, at politikerne nu langt om længe har taget sig sammen til at få nogle af pengene ud at arbejde. I løbet af de kommende år får Hæren tilført nye kampvogne og infanterikampkøretøjer, så den rent materielmæssigt nærmer sig en tung brigade, som skal stå klar med 6.000 mand i 2028. Samtidig bliver der investeret i både kortrækkende og langtrækkende luftforsvar.

Men vigtigst af alt går man væk fra den utopiske tanke, at den danske hær alene skal bestå af professionelle soldater. Værnepligten vokser fra 4.700 til 7.500, som i stedet for fire måneder fremover skal være inde i 11 måneder. Samtidig ligestilles værnepligten, så kvinder fremover også bliver indkaldt til Forsvarets Dag og skal aftjene værnepligt på lige fod med mændene – dog først fra 1. januar 2027. Derudover skal værnepligtige også kunne indgå i den operative del af Forsvaret og blive udsendt i internationale missioner i andre NATO-lande – læs Baltikum.

Massive udfordringer

Den ændrede værnepligt er den bedste enkeltstående nyhed i mands minde, fordi den hurtigt og effektivt styrker Forsvaret og afhjælper personelmanglen. Derudover indfører man igen civiluddannelsen (CU), som gør det muligt for konstabler og befalingsmænd at optjene civiluddannelse, som gør det muligt at tage en civil uddannelse med løn, når først man har været et bestemt antal år i Forsvaret. Tak! Det er måske det vigtigste fastholdelsestiltag.

Man genindfører derudover værnepligt for sergenter og løjtnanter. Det betyder, at man kan frigøre stampersonel til andre opgaver, hvilket igen vil afhjælpe bemandingsudfordringerne. Og slutteligt indfører man en officersuddannelse som professionsbachelor, så man igen kan rekruttere officerer direkte fra ungdomsuddannelserne, så det ikke længere er et krav at have en bachelor fra et universitet for at blive officer. Alt i alt er det rigtig gode nyheder, men træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen.

Udfordringerne står stadig i kø, når det kommer til det personel, som skal uddanne alle de værnepligtige. De findes ikke i øjeblikket. Der mangler samtidig indkvarteringsfaciliteter, uniformer, våben, ammunition, køretøjer og alt det andet helt basale, som har stået på ønskelisten gennem flere år. Man har stadig købt det forkerte artilleri til en tung brigade, og hvad skal der egentlig ske i Arktis, som for et år siden var regeringens vigtigste prioritet? Det står der intet om i forliget.

Men lad os nu for en gang skyld glæde os over, at der tirsdag blev taget nogle store skridt i den rigtige retning.

Afspiller nu

MELLEM LINJERNE

05:05
06:00