Advaret i 2024: RUC kendte til forskers plagiat-problem

Skrevet af

25. august 2026

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

RUC blev første gang bekendt med Bushra Hanifs plagiat-problemer for over to år siden. Universitetet gjorde intet for at stoppe ph.d.-afhandling. Brud på egne retningslinjer, erkender RUC.

Knap to år inden forsker Bushra Hanifs ph.d.-afhandling blev taget for plagiat af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed blev RUC advaret om, at der var omfattende plagiat-problemer i hendes afhandling.

Det fremgår af dokumenter, universitetet indleverede til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, som RADIO IIII har gennemgået.

Forløbet får nu RUC til at erkende brud på egne retningslinjer.

RADIO IIII kunne i sidste uge afsløre, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i april konkluderede, at Bushra Hanif i mindst 39 tilfælde havde plagieret andre værker i sin ph.d.-afhandling blandt andet i beskrivelser af samtaler med anonymiserede voldsofre.

Men allerede i juni 2024 identificerede RUCs eget bibliotek nemlig for første gang “tekstlighed mellem Bushra Hanifs afhandling og andre afhandlinger”. Den ansvarlige for rapporten havde “omfattende bemærkninger", fremgår det af dokumenterne.

Alligevel valgte universitetet dagen efter screeningen at sende afhandlingen videre til bedømmelse i et udvalg bestående af tre eksperter inden for området.

Uden at være blevet orienteret om problemerne sendte bedømmelsesudvalget imidlertid selv afhandlingen retur på grund af en “række mangler og uklarheder.”

Året efter, i marts 2025, sendte RUC så en revideret udgave af Bushra Hanifs ph.d.-afhandling til de tre medlemmer af udvalget og satte dermed på ny gang i bedømmelsen af afhandlingen.

Dagen forinden havde RUCs bibliotek ellers endnu engang udarbejdet en rapport, der “med stor sandsynlighed” dokumenterede “flere tilfælde af tekstlighed uden korrekt reference til forlæg, fejl i referencen, samt tilfælde hvor forlæg mangler i litteraturliste.”

Som i 2024 havde den ansvarlige for screeningen “omfattende bemærkninger til afhandlingen,” fremgår det.

Alligevel stoppede ingen på RUC Bushra Hanifs ph.d.-afhandling, og 16. juni 2025 forsvarede hun afhandlingen foran et talstærkt publikum på RUC.

To dage efter begynder plagiat-sagen imidlertid at rulle, da den ansvarlige for de to screeningsrapporter går over hovedet på RUCs ph.d.-skole og orienterer universitetets centrale forskningssekretariat om sin bekymring.

Bjørn Thomasen, konstitueret prorektor ved RUC, erkender overfor RADIO IIII, at universitetets egne retningslinjer er blevet brudt i processen.

- Afhandlingen blev på grund af fejl i dokumenthåndteringen sendt videre til bedømmelse, selv om der var anmærkninger i screeningen, og det skulle ikke være sket. Bedømmelsesudvalgets opgave er at foretage den faglige bedømmelse af afhandlingen – ikke at undersøge, om der er tale om plagiat, skriver han i en mail.

Afgørelsen fra nævnet fik i juni RUC til at beslutte, at Hanif ikke tildeles en ph.d.-grad; Hanif har indgivet en klage over beslutningen.

Bushra Hanif er fortsat tilknyttet RUC som ekstern lektor frem til årsskiftet.

- Hun har i denne periode ingen undervisnings- eller forskningsforpligtelser ved universitetet, oplyser RUC.

Læs også: Hædret forsker taget i fusk: Plagiat fundet i "banebrydende" afhandling

Læs også: Forsker “rystet“ over ph.d.-plagiat: - Det har været ret bevidst

Læs også: Advokathus brugte plagiat-ramt forskning "direkte" i juridiske vurderinger

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00