AI kan ændre Liberal Alliances nej til statsborgerskabstildeling

Skrevet af

8. december 2025

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Mathias Wissing

mawi@radio4.dk

LA vil stemme nej ved lovforslag om statsborgerskabstildeling, indtil der er indført en screeningsmodel. Kunstig intelligens kan være den model, fortæller ordfører.

Liberal Alliance vil stemme nej til alle nye statsborgerskaber, fortæller partiets formand Alex Vanopslagh til Politiken.

Partiets afvisning sker som følge af, at der i dag ikke er indført en god nok screeningsmodel af ansøgerne.

Men kunstig intelligens kan bane vejen for en screeningsmodel, som Liberal Alliance godt kan stå inde for.

Det fortæller partiets indfødsretsordfører Sandra Skalvig til RADIO IIII.

- Vi har foreslået, at man skal kigge på, hvad kunstig intelligens kan gøre for os. For kunstig intelligens er kommet rigtig langt, og jeg er sikker på, at man kan opsætte en screeningsmodel, der kan hjælpe i forhold til den offentlige debat på sociale medier, fortæller hun.

Ifølge Sandra Skalvig kan man godt stole på kunstig intelligens som et middel til at screene ansøgere til dansk statsborgerskab i dag.

- Hvis vi beder kunstig intelligens om at screene en profil for bestemte ord, så ville den kunne finde de ord og de opslag lettere, end vi selv ville kunne.

- Men det kommer ikke til at være selve den kunstige intelligens, som afviser en ansøgning. Det vil stadig være embedsfolk fra Indfødsretskontoret, der skal kigge på det, inden man skal forelægges for Indfødsretsudvalget, understreger Sandra Skalvig.

Liberal Alliances udmelding om at stemme nej til alle nye statsborgerskaber kommer kort efter, at Sandra Skalvig til Ritzau har fortalt, at man ville fremsætte et beslutningsforslag om at melde Danmark ud af statsborgerretskonventionen.

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00