Nyhedsartikel

Alternativet bruger Rick Astley-hit uden tilladelse

Søren Berggreen Toft
sbt@radio4.dk

Som optakt til afstemningen om forsvarsforbeholdet har Alternativet lavet en plakatkampagne, hvor de parafraserer Rick Astleys megahit Never Gonna Give You Up. Men de har ikke spurgt om lov til det, og derfor er det krænkelse af ophavsretten, vurderer professor.

På en række kampagneplakater flere steder i landet, læner Alternativet sig op ad Rick Astleys megahit Never Gonna Give You Up, når de forsøger at overtale danskerne til at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Kampagnen består af fire plakater, som hænger over hinanden. På den første står der ”JÅ” – altså et ja, men med Alternativets partibogstav, som er et Å. På den næste plakat står der ”Never Gonna Give EU Up.” Derefter følger en plakat, hvor der står ”Never Gonna Let EU Down” og endelig en plakat, hvor der står ”Never Gonna Run Around & Desert EU”.

Men partiet har ikke sikret sig rettighederne til at bruge sangteksten, og det er en krænkelse af ophavsretten, vurderer Morten Rosenmeier, professor med speciale i ophavsret ved Københavns Universitet overfor Kulturmagasinet Kræs på Radio4.

”Det er ikke min vurdering, at plakaterne er inden for citatretten. Det, man må inden for loven, det er at citere i overensstemmelse med god skik, og heri antages blandt andet, at man ikke må citere uden tilladelse i reklamer, herunder politiske kampagner. Desuden er det et almindeligt princip, at man ikke må ændre i citater, og det har alternativet jo gjort her,” siger Morten Rosenmeier.

Hør indslaget i Kræs her:

”Hvis man vil bruge noget, skal man spørge om lov”

Han vurderer, at hvis rettighedshaverne til sangen vælger at tage den op med Alternativet, så må partiet til lommen.

”Så skulle de nok betale en pose penge. Det, vil jeg mene, er konsekvensen,” siger han.

Det er også en sag, der vækker kritik hos AUTOR – den største brancheorganisation i Danmark for rettighedshavere inden for musik.

”Der er nogle regler, og dem skal man følge. Alle skal spørge rettighedshaver, hvis de gerne vil bruge et værk, og det gør det bare ekstra betændt, at det er til en politisk sag,” siger forperson Anna Lidell.

”Det handler om princippet. Jeg må gå ud fra, at grunden til, at de har brugt teksten, er, at de føler, at det tilfører noget ekstra værdi til deres kampagne. Den værdi kommer et sted fra, og det skal anerkendes,” forklarer hun til kulturmagasinet Kræs på Radio4.

I hendes øjne er det en skærpende omstændighed, at teksten bruges i en politisk kampagne.

”Det synes jeg helt bestemt, det er. Vi aner ikke, om de her fire englændere (Rick Astley og de tre sangskrivere og producenter bag sangen, red.) var nogen af dem, der stemte for Brexit, eller om de synes, EU er en god ting. Det handler egentlig bare om ordentlig pli, at man har styr på sine ting og hellere spørger en gang for meget, end en gang for lidt,” siger hun.

Ikke første gang

Der er flere fortilfælde, hvor politiske partier i Danmark har brændt fingrene på at benytte sig af popmusik uden helt at have tjek på rettighederne.

I 2010 brugte Dansk Folkeparti på et landsmøde en omskreven version af det svenske popband ABBAs hit Mamma Mia, hvor de blandt andet sang “Mamma Pia”.

Dengang sagde ABBA-medlemmet Benny Andersson ifølge Ritzau til den britiske avis The Daily Telegraph, at “for det første kan du ikke bare skrive sange om, som du vil, og for det andet ønsker vi, at de forstår, at vi absolut ingen interesse har i at støtte deres parti.”

Dansk Folkeparti slap dog for et sagsanlæg, da de lovede ikke at bruge sangen mere.

Allerede den efterfølgende weekend i 2010, optrådte den konservative folketingsgruppe på partiets landsmøde med en omskrevet version af Nanna Lüders’ Afrika-støttesang.

Heller ikke de havde sikret sig rettighederne, og derfor blev partiet dømt til at betale 50.000 kroner for ulovlig brug af sangen.

I 2012 blev Venstre dømt til at betale 100.000 for uretmæssigt at have brugt Laid Back-hittet “Sunshine Reggae” i en kommunalvalgskampagne i Aalborg.

Alternativet har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Kulturmagasinet Kræs på Radio4. Men i en mail skriver presse- og kommunikationschef Karina Willumsen, der i øvrigt selv er sangskriver, at “sekretariatschef Mark Desholm har ikke mulighed for at stille op til interview, men siger, at han vil undersøge sagen yderligere, efter de nye oplysninger er kommet frem.”

FAKTA:

  • Hittet Never Gonna Give You Up udkom I 1987 og var den britiske kunstner Rick Astleys debutsingle.
  • Den er skrevet og produceret af trioen Stock Aitken Waterman, der stod bag en lang række hits i 1980’erne og 1990’erne.
  • Sangen lå nummer 1 i en lang række lande – bl.a. i Danmark. Den har solgt mere end én mio. eksemplarer i Storbritannien alene, og er afspillet mere end en mia. gange på Youtube.

Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Læs også

02.10.22

Ellemann om egen arrogance: Det er noget lort

Jakob Ellemann-Jensen har en udfordring med sin fremtoning, der mod hans ønske kan virke arrogant og selvhøjtidelig. I et interview med Radio4 afviser Venstres formand dog at ændre adfærd i jagten på statsministerposten, som han mener at være særligt kvalificeret til. Når Jakob Ellemann-Jensen beskriver sig selv, fortæller han, at han ser langt mere alvorlig…

Læs mere
02.10.22

Nye regler mod hooligans skal stoppe uroligheder

Det skal være mere trygt at gå til fodbold, og derfor skal sættes en stopper for fodboldvold og dårlig adfærd, som hooligans udviser på stadions. Et bredt flertal i Folketinget er enige om at sætte ind over for hooligans ved danske fodboldkampe. Det er en aftale indgået mellem regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne,…

Læs mere
01.10.22

Lukkede kraftværker bliver genåbnet for at sikre strøm og varme

Nu kommer tre kraftværker igen i spil for at sørge for, at vi de næste to vintre har energi nok. Det drejer sig om to kraftværker i Jylland, Studstrupværkets blok 4 og Esbjergværkets blok 3 og Kyndbyværkets blok 21 på Sjælland. Blokkene på Studstrupværket og Kyndbyværket blev taget ud af drift i henholdsvis i år…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet