Nyhedsartikel

Børnehavebørn under tre år koster vuggestuetakst: “Det er ikke min oplevelse, at mit barn får ekstra opmærksomhed”

Katrine Volsing
kav@radio4.dk

I 44 ud af landets 98 kommuner rykker børnene op i børnehave inden den måned, hvor de fylder tre år. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra FOA, som vi har fået lov at se på Radio4.

Til sammenligning var der for ti år siden, i 2011, 26 kommuner, der rykkede børnene op inden det 3. år. Og tilbage i 2008 drejede det sig kun om 12 kommuner. Børnehavebørnene er altså blevet yngre og yngre med tiden.

Men selvom et barn rykkes op i børnehaven, inden det er fyldt 3 år, betaler man i hovedreglen stadig vuggestuetakst indtil barnet fylder tre. Og den takst er meget dyrere end børnehavetaksten.

Det gør sig gældende i blandt andet Næstved kommune.

“I Næstved Kommune følger pengene barnet. Dvs. vi tildeler institutionen penge efter barnets alder. Så flytter barnet op i børnehave er tildelingen stadig et vuggestuebeløb til institutionen. Og det er så institutionens opgave, at sikre at barnet får den der ekstra opmærksomhed som et nyt barn i børnehavegruppen selvfølgelig har brug for i den første periode”, siger Johnni Helt, der er teamleder i Næstved kommunes Center for dagtilbud og skole.

Forældre mærker ikke, at pengene følger med barnet

Men den ekstra opmærksomhed, som et yngre barn burde få, nu hvor pengene følger med barnet op i børnehaven, den mærker forældrene ikke.

“Det er ikke min oplevelse at pengene har fulgt mit barn. Der er ikke kommet ekstra midler eller ekstra normering, efter mit barn er rykket fra vuggestue til børnehave”, fortæller Tiina Roland Hougager, der er mor til fire i Næstved Kommune, til Radio4 Morgen. Alle fire børn er rykket op før de fyldte tre, og hver gang har hun betalt vuggestuetakst indtil de fyldte tre år.

Tine Hassel, der er mor til to, og bor i Hillerød Kommune har oplevet det samme. Hendes søn blev rykket op, da han var 2 år og 6 måneder, fordi han var klar til det i følge pædagogerne. Men hun oplevede heller ikke, at ressourcerne rykkede med hendes søn.

“Han var i virkeligheden slet ikke klar til det. Jeg oplevede overhovedet ikke, at der var ekstra ressourcer til ham, da han først var rykket op i børnehaven. Min datter, hende flytter jeg ikke op, før hun er 3 år”, siger hun.

Der gik desuden lang tid før både Tiina Roland Houager og Tine Hassel opdagede, at de stadig betalte vuggestuetakst, selvom deres børn var rykket op i børnehave.

“Jeg vidste det ikke. Og da jeg så spurgte ind til, hvorfor, svarede de (pladsanvisningen, red.), at sådan er systemet. Så jeg fik ikke engang forklaringen med, at pengene fulgte med mit barn”, siger Tiina Roland Hougager.

Hør interviewet med Tiina Roland Hougager og Tine Hassel her:

Man bør kunne følge pengene

Signe Nielsen, der er forkvinde i Forældrenes Landsorganisation (FOLA) synes, at det er for dårligt.

“Kommunerne har meget svært ved at dokumentere, at pengene egentlig følger barnet. Og når du er vuggestuebarn og går ind på en børnehavestue, så kan det godt være, at pengene følger dig, men du kommer stadig ind til en dårligere normering, fordi børnehavebørnene er jo ikke sat til den samme normering, Så de ekstra midler forsvinder bare ned i det store sorte hul”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hun mener, at man bør kunne se, hvor de her penge havner henne.

“Forældrebestyrelsen og også forældrene til det pågældende barn skal kunne bede om at se, hvor den ekstra ressource kommer til et vuggestuebarn, der nu skal indgå i et børnehave miljø, hvor  de får den ekstra støtte fra, hvornår på dagen der er noget ekstra tid til det barn”, siger hun.

Hør interviewet med forkvinde i Forældrenes Landsorganisation, FOLA, her:

 Det kommer ikke barnet til gode

Grethe Kragh-Müller, der er psykolog og lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet, mener ikke, at det kan lade sig gøre at give de her ekstra ressourcer i praksis:

“Dét, der ville kunne retfærdiggøre, at så lille et barn er i børnehave, det var, at der var færre børn i grupperne, så vuggestuebarnet kan overskue det og få noget ud af at være der. Og at der er tilstrækkeligt med voksne til at tage sig af barnet. Men når barnet er der tre fire måneder, kan man ikke pludselig reducere størrelsen af børnehavegruppen eller sætte flere voksne ind, så på den måde kommer det ikke barnet til gode”, siger hun.

Det er meget varierende hvilken alder børnene har, når de rykker op i børnehave alt efter hvilken kommune, de kommer fra. I to kommuner rykker børnene først op når de er fyldt tre år. I 52 kommuner rykker baret op den første dag i måneden, hvor barnet fylder tre år. I 20 kommuner er barnet 2 år 11 mdr., når det rykker op i børnehaven. Og i 24 kommuner er børnene 2 år 10 mdr. eller mindre, når de rykker op i børnehaven.

Det viser tallene fra en endnu ikke offentliggjort rapport fra FOA, som vi har fået lov at se på Radio4.

Og Signe Nielsen, forkvinde i Forældrenes Landsorganisation mener, at det bør være en ambition for kommunen at børnene ikke skal op i børnehave før de er tre år:

“Det er et spørgsmål om at tage en politisk beslutning om, at i vores kommune skal børn ikke flytte før de er tre år, for der er ikke nogle forskere eller andre, der siger, at det er godt for børn at flytte før de er tre år, til dårligere normeringer”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Johnni Helt, der er teamleder i Næstved kommunes Center for dagtilbud og skole, her:

Foto: Johan Gadegaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Læs også

07.06.23

Venstre: Regeringen vil ikke have skærmforbud

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, vil ændre loven, så børn ikke eksponeres for skærme i dagtilbuddene. Men regeringen vil ikke indføre et skærmforbud, siger Venstres børneordfører. “Der bliver ikke tale om et skærmforbud. Socialdemokratiet, vores regeringspartner, ønsker heller ikke et forbud.” Sådan siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Matthiesen, til Radio4. Mandag meldte børne- og…

Læs mere
04.06.23

Ulv søger væk fra mennesker og bebyggede områder

Et nyt studie viser af en ulv undgår mennesker og foretrækker at være i natur. Det er en ung hanulv, der er GPS-mærket, og hvor ulven er observeret fra december til marts i år. Dataene viser, at den unge hanulv i 70 procent af tiden befandt sig på arealer, der betegnes som “natur”. Den befandt…

Læs mere
03.06.23

Hjemme igen efter 7 måneder i berygtet fængsel i Iran

Den 28-årige dansker Thomas Kjems fra Aalborg, der har siddet fængslet i Iran, er i dag kommet hjem til Danmark og genforenet med sin familie. Han landede efter middagstids i Københavns Lufthavn, hvor han til de mange fremmødte journalister sagde, at det var fantastisk at være hjemme igen. Han havde selv svært ved at tro,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet