Byrådssalen i Lolland er trang og fuld af stolper: “Jeg kan ikke se mine kollegaer eller skærmene”, siger byrådsmedlem

15.06.2021. Byrådsmøde i den nye Byrådssal i Det Gule Parkhus. (Foto: Flemming Keith Karlsen)

Skrevet af

19. juli 2021

Den nye Byrådssal i Lolland Kommune kan ikke rumme det antal mennesker, den skal kunne. Politikerne skal sidde meget tæt i hestesko for overhovedet at kunne være i lokalet , og når de 25 byrådsmedlemmer har klemt sig ind, er der hverken plads til tilhørere, pressen eller kommunaldirektører. Desuden er den indrettet med store træstolper, som blokerer for udsynet i midten af salen, og derfor er det svært for politikerne at se hinanden. Byrådssalen er indrettet i ‘Det Gule Pakhus’ i Maribo, og den har kostet 12,5 millioner kroner at sætte i stand.

Byrådssalen i Lolland kommune blev taget i brug første gang for en måned siden d. 15. juni, hvor det hurtigt stod klart, at den ikke er optimal som byrådssal.

Og det er byrådsmedlem Leo Christensen fra Lokallisten Lolland ikke tilfreds med:

“Vi har gået og ventet på den her byrådssal i halvandet år; vi har bevilget penge og vi har bevilget ekstra penge. Og når vi så endelig sidder i den, er der ikke noget, der duer. Jeg kan ikke se mine kollegaer, jeg kan ikke se skærmene. Skidtet duer ikke”, siger han til Radio4 Morgen.

Lolland Kommune har samlet den kommunale administration i bygninger omkring Det Gule Pakhus. Det har samlet kostet lige knap 34 millioner kr. Især renoveringen af Det Gule Pakhus viste sig at blive dyrt. Udgiften steg fra 9 millioner kroner til næsten 12,5 millioner kroner, mens istandsættelsen var i gang.

Men det er ikke så meget pengene, som det er processen, at Leo Christensen ser som et problem:

“Jeg er lidt vred over den måde, som processen kører på. Jeg synes, det er et problem for Lolland, at vi har en borgmester, der ikke kan håndtere så lille en opgave som det her, er samtidig med, at vi er det sted i Danmark, hvor der investeres rigtig mange penge; 50 mia. til tunnelen (Femern-forbindelsen; en 18 kilometer lang sænketunnel, red.). Hvis han ikke kan finde ud af at håndtere et overforbrug på tredive procent, hvor er vi så henne? Hvordan kan det gøres til et kæmpe stort problem, når vi bare kan flytte tilbage til den gamle sal,” siger han.

Hør interviewet med byrådsmedlem Leo Christensen fra Lokallisten Lolland, her:

12 millioner er mange penge

Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener derimod, at der er tale om mange penge:

“Det undrer mig lidt, at det lige er dén kommune, der bruger så mange penge på det, fordi det er en kommune som generelt set kæmper med økonomiske problemer(…). 12 millioner kroner er mange penge at bruge til noget, som man nu siger, at man ikke kan bruge til noget. Det ville være lidt forfærdeligt i en forholdsvis fattig kommune at erkende, at man har smidt mange millioner ud”, siger han til Radio4 Morgen.

Han mener, at ansvaret ligger hos embedsmændene og arkitekterne, der står bag byrådssalen:

“Alle steder har man sale, som fungerer fint, og man må bare stille sig uforståelig over for det her. Både at det er for trangt, og også at man ikke kan se hinanden. Det er de embedsmænd og arkitekter, som har stået for at renovere den her bygning; det er dem, der skal råbe vagt i gevær. Det kan man ikke forvente at politikerne skal tænke igennem”, siger han.

Hør interviewet med Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, her:

Et rigtigt flot og fint mødelokale

Henrik Høegh, der er 1. viceborgmester i Lolland Kommune for Venstre, ved godt, at det har været dyrt.

“Jeg kan sagtens forstå, at man synes det er hammerdyrt. Det synes vi andre også”, siger han.

Han mener, ligesom Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at ansvaret ligger et administrativt sted:

“Vi må konstatere, at den ikke er særligt godt egnet til byrådssal. Der er nogle byggerådgivere og en administration, som ikke har været forudsigende nok. Men vi har fået et rigtig flot og fint mødelokale”, siger han til Radio4 Morgen.

Men det er ikke den eneste grund til problemet i følge ham. Der ligger også nogle problemer i renoveringen af fredede bygninger:

“Med en totalfredet bygning, så var det her den eneste mulighed, hvis den ikke skulle falde sammen og ligne en ruin, og det er vi rigtig harme over. Vi har bedt om at få lov til at rive den ned så mange gange, men det tillader vores fredningsmyndigheder ikke”, siger han til Radio4 Morgen.

Men nu, hvor den nyrenoverede byrådssal ikke fungerer, må de overveje alternativet:

“Nu skal vi kigge på, om vi kan bruge stueetagen i stedet for. Det er bare hammerærgerligt, at der ikke var nogle planlæggere, der kunne have forudset det,” siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Henrik Høegh, 1. viceborgmester i Lolland Kommune for Venstre, her:

Lolland Kommunes byråd har i forvejen besluttet, at flere af byrådsmøderne skal holdes rundt i kommunen, eksempelvis i forsamlingshuse og idrætshaller. Ud af byrådets 11 årlige møder er det kun 5 af dem, der rent faktisk skal holdes i byrådssalen i Det Gule Pakhus.

Fotograf: Flemming Keith Karlsen/Lolland Falsters Pressefoto

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

00:00
00:55