Nyhedsartikel

Frivillige trækker sig fra væresteder på grund af coronafrygt

Pernille Grønning og Anne Phillipsen
anp@radio4.dk

Mens store dele af Danmark er lukket ned, så kan socialt udsatte og hjemløse fortsat få et måltid og en snak på landets væresteder og varmestuer. De er nemlig stadig åbne.

Men nu begynder de frivillige at trække sig fra arbejdet på værestederne – og det skaber problemer.

Det fortæller Vibe Klarup, der er direktør i alliancen Hjem til Alle og formand for Rådet for Socialt udsatte:

“Det forlyder fra socialt arbejde blandt udsatte i hele landet, at det er en udfordring, at de frivillige er bekymrede for at blive smittet – meget naturligt – og derfor trækker sig fra arbejdet,” siger Vibe Klarup til Radio4 Morgen.

Hos flere af Kirkens Korshærs herberger oplever man også, at flere vælger at trække sig på grund af risikoen for smitte. Det fortæller Susanne Lodberg, der er regionschef for Sjælland og øerne i Kirkens Korshær:

“Vi ser, ligesom vi så ved den første nedlukning, at den del af vores frivillige trækker sig. De kommer heldigvis tilbage igen, men de trækker sig primært, fordi mange af dem måske selv er i en risikogruppe. De er ældre og har måske også deres at slås med,” siger Susanne Lodberg til Radio4 Morgen.

De frivillige kræfter er afgørende for Kirkens Korshær, og derfor kan det mærkes, når flere vælger at holde pause fra arbejdet, siger Susanne Lodberg:

“I Kirkens Korshær er en stor del af vores varmestuer baseret på at køre med meget få ansatte. Det er måske en leder og en eller to medarbejdere, og så er det ellers frivillige, som er med til at drive varmestuerne. Så det er klart, at når en gruppe af de frivillige ikke er der, kan vi mærke det i dagligdagen, og vores brugere kan i den grad mærke det.”

Familie og nære venner kommer først

I går blev de nuværende coronarestriktioner forlænget frem til den 7. februar. Det betyder blandt andet, at forsamlingsforbuddet forlænges de kommende uger og fortsat er sænket til 5 personer. Men sådan er det ikke for væresteder, herberger og varmestuer, der er undtaget for forsamlingsforbuddet og må samles mange flere mennesker.

Susanne Lodberg forstår godt, at nogle frivillige vælger arbejdet fra, men hun understreger, at der bliver taget forholdsregler for at minimere smitterisikoen:

“Det er klart, at i og med, at vi er mange mennesker, så har vi rigtig meget fokus på afstand, afspritning og hygiejne. Når der har været brugere, der har siddet og spist eller snakket, spritter vi af på stole og borde. Vi gør virkelig meget for, at der skal være så trygt som overhovedet muligt” siger Susanne Lodberg og fortsætter:

“Jeg tror heller ikke, at de frivillige på den måde synes, der er utrygt. Men de skal jo også tage deres valg i forhold til, hvor mange mennesker, de ser i deres dagligdag. Og der er det jo selvfølgelig familie og deres nære, der kommer først.”

Ifølge formand for Rådet for socialt udsatte, Vibe Klarup, er det afgørende, at de socialt udsatte kan få en hjælpende hånd på værestederne under coronapandemien:

“Den her pandemi handler både om en konkret sygdom, men den handler også om vores sociale liv. For rigtig mange af den her gruppe borgere er det at være i kontakt med nogen i løbet af en dag rigtig afgørende,” siger Vibe Klarup.

Regionschef for Sjælland og øerne i Kirkens Korshær, Susanne Lodberg, tror på, at de frivillige kræfter vender tilbage, når nedlukningen er ovre:

“Alle vores frivillige er kommet tilbage efter den første nedlukning. Nu tager vi desværre en tur mere, og så er vi helt sikre på, at de er klar igen.”

Hør interviewet med Susanne Lodberg, der er regionschef for Sjælland og øerne i Kirkens Korshær:

Lyt til interviewet med direktør i alliancen Hjem til Alle og formand for Rådet for Socialt udsatte, Vibe Klarup, her:

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Læs også

26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet