Influencers bikinibillede bliver postet og kommenteret på Reddit: "Det er ubehageligt"

Privatfoto

Skrevet af

28. marts 2024

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Uskyldige feriebilleder, der ender som seksualiserede fotos med fokus på bryster og bagdele.

Det oplever flere danske kvindelige influencere for tiden.

Influencerne får nemlig ufrivilligt delt deres billeder på det sociale medie Reddit i en subgruppe kaldet DK-CELEB.

Her henter personerne bag gruppen billeder fra kendte og semikendte kvindelige influenceres andre SoMe-konti og samler dem. Billederne kommer typisk fra Instagram eller TikTok.

Herefter kan brugerne af Reddit-gruppen så se bunken af billederne og kommentere dem. Ofte foregår det i en seksuel tone, da der er fokus på bryster og bagdele.

- Dejlige patter.

- Gad godt se hendes røv.

- Hende kunne jeg godt.

Sådan lyder nogle af de mindre eksplicitte kommentarer, der er tilknyttet billederne inde i gruppen DK-CELEB.

Jeamilla Hoby Larsen er influencer på Instagram og TikTok. Hun er en af de kvindelige influencere, der har fået sine billeder kopieret over på Reddit-gruppen DK-CELEB.

Hør interviewet med Jeamilla Hoby Larsen her:

- Jeg har billeder på min Instagram, hvor jeg hygger mig på min ferie. Og så finder jeg dem lige pludseligt inde i gruppen og får dem seksualiseret, når de egentligt bare var uskyldige. Det er ikke fedt, fortæller hun til Radio4 Morgen.

Radio4 har rakt ud til nogle af de anonyme brugere, der deler billeder af influencere for at høre, hvorfor de gør det.

Her lød nogle af svarene:

- Det er egentlig bare en side, hvor man deler billeder af de kendte, man synes er pæne. Det er nogle frække billeder, de kendte selv har postet, og så samler vi det hele inde på gruppen, skriver et af medlemmer af DK-CELEB.

En anden skriver:

- Vi poster bare billeder af kvinder. Det er nemmere, når det hele er samlet end at finde det hele på fx Instagram.

Jeamilla Hoby Larsen medgiver, at hun flere gange selv har valgt at poste letpåklædte billeder af sig selv på sine SoMe-konti. Men det retfærdiggør ikke, at andre bare kan tage dem og seksualisere dem, betoner hun.

- Ja, vi har selv valgt at lægge sådanne billeder ud. Men måden, man tager kvinder, der har lagt billeder op, og lægger i et forum, hvor der er zoomet ind på kropsdele og seksualiserer dem, det er mærkeligt. Og det er der, man føler, de stjæler vores billeder og bruger dem i en anden kontekst, forklarer hun.

Ifølge Zen Donen, der er talsperson for Every Day Sexism Project, kan pilen heller aldrig pege i retning mod de kvindelige influencere, når der skal placeres et ansvar for sådan en gruppe.

- Der er jo tit snak om, at så kan de jo bare lade være med at lægge sådanne billeder op, hvor man kan se bryster. Man taler meget om, hvordan kvinder skal begrænse sig selv. Men vi taler ikke om, hvad vi kan gøre for at ændre den her kultur i stedet, siger hun.

Det er deling uden samtykke og seksualisering af kvinder. Det er en dehumanisering, tilføjer hun.

Hør interviewet med Zen Donen her:

At det netop er på det sociale medie Reddit, at billederne af de kvindelige influencere bliver delt og kommenteret med en seksuel tone, er der en god grund til.

Det forklarer Maia Kahlke Lorentzen, specialist i digital kultur og digital chikane og medlem af Cybernauterne.

- Det er et sted, hvor man uden filter kan dyrke, hvad man synes om udseendet på de her influencere. Der er en seksuel overtone i den her subgruppe, konstaterer hun og tilføjer:

- Og brugerne er jo anonyme, så ingen kommer efter dig. Det føles som et privat rum, hvor ingen kigger med.

Jeamilla Hoby Larsen er usikker på, hvorvidt hun fortsat vil dele alle type billeder af sig selv med Reddit-gruppen DK-CELEB i baghovedet.

- Nu ved jeg ikke, om jeg vil dele et bikinibillede, når det bliver brugt på den her måde. Men på den anden side, kan det heller ikke være rigtigt, at jeg skal have ondt i maven, inden jeg poster et billede på Instagram, fordi jeg har lagt et billede op fra min ferie, siger hun.

- Jeg kan godt lide at dele ud fra min hverdag, og det er ærgerligt, at jeg skal føle at blive holdt tilbage af på grund af en side på Reddit.

Ifølge lektor i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Thomas Pallesen, er det i strid med ophavsretsloven at dele andre menneskers billeder på nettet.

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

17:05
18:00