Danmarksdemokrat efter Støjbergs tv-fyring: "Jeg tudede"

Skrevet af

20. november 2025

Katrine Volsing

kav@radio4.dk

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Lokalpolitiker Ole Blickfeldt fra Danmarksdemokraterne blev fyret for rullende kameraer af sin formand, Inger Støjberg, for at pege på en rød borgmester. Selv forstår han ikke beslutningen.

Kommunalbestyrelsesmedlem Ole Blickfeldt fra Danmarksdemokraterne i Lejre Kommune blev onsdag fyret for rullende kameraer af sin formand, Inger Støjberg.

Fyringen skyldes, at han natten inden havde været med til at pege på en SF-borgmester, selv om der var et blåt flertal i kommunalbestyrelsen efter tirsdagens valg.

Inden valget havde Inger Støjberg ellers været tydelig om, at lokale medlemmer af Danmarksdemokraterne ikke måtte pege på en rød borgmester, hvis der var blåt flertal.

Til RADIO IIII fortæller Ole Blickfeldt, at han blev meget påvirket af at se sig selv blive fyret for åben skærm.

- Jeg tudede. Jeg græd. Jeg blev ked af det. Jeg er bare en stille og rolig fredsommelig politiker, der vil det bedste for det lille samfund, jeg bor i her i Lejre Kommune, fortæller han.

Ole Blickfeldt mener, at der var tale om en særlig situation i Lejre Kommune, hvorfor han ikke vurderer, at han direkte trodsede Inger Støjbergs instruks.

- Det, man i Danmarksdemokraterne gjorde, var, at man havde talt et blåt flertal sammen. Problemet var bare, at det var sådan et pseudo-flertal, fordi man var nødt til at regne Venstres mandater fra, da Venstre ikke var interesseret i at arbejde sammen med Danmarksdemokraterne, forklarer han.

- Derfor kunne vi ikke tælle til 13 mandater. Vi havde derfor regnet med, at man inde ved Danmarksdemokraterne på Christiansborg ville sige: "okay, det her er en særlig situation, som man står i ude i Lejre Kommune," lyder det fra Ole Blickfeldt.

13 af de 25 pladser i kommunalbestyrelsen endte med at gå til borgerlige partier, men det var altså ikke nok for nuværende borgmester Tina Mandrup fra Venstre til at beholde posten.

I stedet blev SF's Mikael Ralf Larsen ny borgmester. 17 ud af 25 mandater pegede på ham - heriblandt Ole Blickfeldt.

- Inger Støjberg må da kunne se, at jeg sidder sammen med Dansk Folkeparti og Konservative. Det er blå borgerlige kræfter, som har til formål at køre en masse blå politik igennem. Det må da være i alles interesser.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke må fravige principperne, når der er tale om så særlig en situation, fortæller Ole Blickfeldt.

RADIO IIII har rakt ud til partiformand Inger Støjberg, politisk ordfører Susie Jessen og partisekretær Steen Thomsen uden at kunne få et interview.

Afspiller nu

Mine levende råd - med Knud Romer

13:05
14:00