Dansk Sygeplejeråd overvejer at udvide strejken: “Når vi har sagt a og er gået ind i strejken, må vi også sige b og udvide den”

Dansk Sygeplejeråd har arrangeret en demonstration gennem Aarhus lørdag i forbindelse med strejken. Demonstrationen begynder ved museet Køn og ender ved rådhuset med en tale. På billedet: Deltagere til demonstrationen

Skrevet af

9. juli 2021

Siden 19. juni har knap 5000 sygeplejersker strejket, fordi sygeplejerskerne stemte nej til et mæglingsforslag til en ny overenskomst. Det er nu 21 dage siden og der stadig ikke kommet en løsning på den nye overenskomst. Derfor overvejer Dansk Sygeplejeråd nu at udvide strejken.

Det siger Grethe Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd:

“Vi forsøger at finde nogle nye områder, hvor vi med ikke så mange sygeplejersker skal ramme nogle vitale områder, som gør, at der er flere borgere og patienter, der desværre bliver generet af det”, siger hun til Radio4 Morgen.

Håbet er, at strejken vil få arbejdsgiverne og regeringen op af stolen:

“Vi gør det i håbet om, at både arbejdsgivere; regioner og kommuner eller regeringen og Folketinget vil begynde at interessere sig for de store omkostninger, det har for det samlede samfund”, siger hun.

Ved sidste mæglingsforslag stemte 65,5 procent af de stemmeberettigede sygeplejersker og radiografer nej til mæglingsskitsen, mens 34,5 procent stemte for. I alt har 74,4 procent af medlemmerne stemt, hvilket er rekordhøjt. Sammen med resten af hovedbestyrelsen og kongressen i Dansk Sygeplejeråd har Grethe Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd, flere gange anbefalet, at medlemmerne stemte ja til en aftale.

“Vi må bare konstatere, at vi har rigtig mange sygeplejersker, der går på arbejde hver dag og knokler, og at de ikke får den løn de er værd. Derfor sagde de nej, selvom vi har anbefalet et ja, fordi vi troede, vi kunne gå den politiske vej”, siger hun til Radio4 Morgen.

Derfor er en udvidet strejke også på tapetet:

“Når først vi har sagt A og er gået ind i strejken, så kan vi også blive nødt til at sige B og udvide strejken”, siger hun.

Løsningen skal findes politisk

Løsningen skal findes hos de ansvarlige parter, mener hun:

“Vejen til at få lavet nogle resultater er, at dem der er ansvarlige for det her, altså arbejdsgiverne; regioner og kommuner eller regeringen hjælper til at finde en løsning, så vi kan holde fast på de sygeplejersker, vi har og måske også tiltrække nogle flere i fremtiden”, siger hun til Radio4 Morgen.

– Hvor hårdt skal strejken ramme patienterne, synes du?

“Målet er ikke at ramme patienter, men målet er at ramme politikerne, der har ansvar for sundhedsvæsnet”, siger hun.

– Ved at ramme patienterne?

“Ja. Det der sker i øjeblikket er, at der er flere og flere patienter, der tager bladet fra munden og skriver til politikere og embedsfolk, at de er enige med os, og at de synes det ville være rimeligt, at man gjorde noget ved det her, fordi de godt kan se, hvad det er for et pres sygeplejerskerne har hver eneste dag. Det pres er nok det vi har brug for, for at politikerne tager det her alvorligt. De har ikke sagt det alvorligt, når vi har sagt det,” siger hun.

– Det kan jo også være at der ikke er politisk opbakning til det?

“Så synes jeg, de skal sige det til befolkningen, for så er det ikke sikkert, vi har det sundhedsvæsen i fremtiden, som de kæmper for. Sygeplejerskerne har igennem de seneste år fået rigtig mange flere opgaver end det de havde tidligere – de løser rigtig mange vigtige funktioner i vores samfund. Hvis vi ikke kan holde fast på dem i sundhedsvæsnet, men de søger ud og tager andre jobs, fordi de kan tjene mere på det, så har vi et sundhedsmæssigt problem i Danmark”, siger hun.

– Er du bange for at de medlemmer som har stemt nej har urealistiske forventninger til en ny aftale? 

“Nej det er jeg ikke. De har stemt nej, fordi de ikke synes de havde tålmodighed til at vente på at lønkomiteen kom i arbejde, og at der skulle gå tre år mere inden man kunne forhandle sig til aftalen. Jeg tror ikke, det er urealistisk det her”, siger hun.

Hvornår ved vi om I udvider strejken?

“Det er ikke helt klart, det er ikke noget man gør på en gang, det er faktisk ret kompliceret og udtage de her områder. Men det gør vi i de kommende dage”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, her:

Afspiller nu

TALENTLAB

20:05
21:59