Danske officerer ramt af overvågningssag: “Alvorligt,” erkender minister

Skrevet af

18. september 2025

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Andreas Wentoft

anwen@radio4.dk

Ansatte på forsvarsanlæg over hele Danmark kan spores og overvåges ved hjælp af gratis data. Det er alvorligt, erkender forsvarsministeren. Vi er ekstra opmærksomme, siger Forsvaret.

Ansatte på forsvarsanlæg over hele Danmark kan spores og overvåges ved hjælp af data, som sælges frit på internettet.

I en gratis dataprøve fra den amerikanske datakøbmand Factori er det lykkedes RADIO IIII at tracke flere centralt placerede officerer.

Det drejer sig bl.a. om en officer med en central rolle i enorme indkøbsprojekter som F-35 og luftværn, en ledende officer i Hærens knytnæve, 1. brigade, og en af de officerer, der udgør bindeleddet imellem Kongehuset og Forsvaret.

- Det er selvfølgelig alvorligt, at det kan være muligt at kortlægge ansattes adfærd. I den digitaliserede verden, vi lever i, er det afgørende at have fokus på at nedbringe risikoen til lavest mulige niveau, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

At Forsvaret udgør et mål for fremmede magter, slår PET løbende fast, når truslen for spionage i Danmark vurderes.

- Vi vurderer blandt andet, at krigen i Ukraine har den betydning, at russerne har behov for yderligere oplysninger om vores militære kapaciteter, sagde efterretningstjenestens chef for kontraspionage, Anders Henriksen, i 2023.

I interviewet til PETs egen podcast pegede han specifikt på, at russerne interesserede sig for Danmarks mange materielle anskaffelser; så sent som i sidste uge offentliggjorde regeringen, at man køber luftværn for 58 mia. kr..

- Som efterretningstjeneste, bruger man de midler, man har, for at finde de informationer, som andre forsøger at holde skjult. Der er det her endnu et værktøj, som man kan bruge direkte til at sætte en person i forbindelse med en aktivitet eller indirekte for at få en klemme på personen, siger Mikkel Storm Jensen, der ekspert i cyberoperationer og efterretninger ved Forsvarsakademiet.

Der findes dog også ansatte i Forsvaret, for hvem det er et ”mindre eller måske slet ikke et problem,” siger han og nævner som et eksempel en ”skytte på en kampvogn i Holstebro”.

- Det er vigtigt at understrege, at vi har særlige områder og funktioner, hvor vi er ekstra opmærksomme i forhold sikkerheden, når det gælder brug af mobile elektroniske enheder. I de tilfælde kan mobile enheder være forbudt, eller der kan være krav om anvendelse af særlige mobiltelefoner, skriver Forsvarskommandoen i et svar til RADIO IIII.

RADIO IIII har tidligere afsløret, at den samme data kan bruges til at identificere og spore personer fra det danske efterretningsmiljø.

Forsvarsordfører for Liberal Alliance og medlem af udvalget for efterretningstjenesterne, Carsten Bach, kalder de nye oplysninger ”overraskende og rystende.”

- Jeg har tænkt mig at tage det her med videre og få forsvarsministerens vurdering. Det er helt relevant, at vi har fokus på den sikkerhed, som der i særdeleshed skal være, når det kommer til efterretningstjenesterne og ansatte i Forsvaret, siger han.

- Jeg hæfter mig ved, at FE og Forsvaret er opmærksomme på truslen, og at der er skærpede tiltag, hvor operationssikkerheden kræver det, siger Troels Lund Poulsen til RADIO IIII.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00