Nyhedsartikel

Det Etiske Råd vil genåbne diskussionen om assisteret selvmord

Jacob Grosen Dandanell
jag@radio4.dk

Den tyske lægeforening har ophævet sit forbud mod assisteret selvmord. I kølvandet på den nye udvikling i Tyskland vil Det Etiske Råd diskutere aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i Danmark.

Fremover skal det være lovligt for tyske læger at hjælpe dødeligt syge patienter med at dø. Det har den tyske lægeforening besluttet, da et flertal ved en afstemning i denne måned stemte for at fjerne forbuddet mod, at læger kan assistere til selvmord.

Nyheden om de tyske lægers beslutning gør her i Danmark indtryk på formand for Det Etiske Råd, Anne-Marie Axø Gerdes:

“Jeg er meget åben overfor at se på, om der er nogen borgere og patienter, der falder mellem to stole i det system, vi har herhjemme. Det kunne måske være assisteret selvmord, og det er noget vi vil se på”, siger hun til Radio4 Morgen.

Men der er langt fra aktiv dødshjælp til assisteret dødshjælp, mener hun:

“For mig er der stor forskel på, om det er en læge, der giver en dødssprøjte, så det er aktiv dødshjælp, som jeg ikke går ind for, men hvis det er sådan at patienten selv varetager handlingen, og lægen på den måde tilvejebringer medicinen, så er jeg åben for at se på, om det kan være en mulighed for de patienter, som ikke kan hjælpes i dag”, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

Lægerne i Tyskland har i mere end et år været under pres, da den tyske forfatningsdomstol med en skelsættende dom i februar sidste år slog fast, at mennesker har ret til at få hjælp til at udføre et selvmord smertefrit og sikkert.

Alligevel har det indtil nu været ulovligt for læger i Tyskland at yde den dødshjælp, som mennesker med svære lidelser juridisk har haft ret til. Med de tyske lægers egen ophævelse af forbuddet må en læge nu gerne skaffe medicinske midler til et selvmord, så længe den syge selv foretager den afgørende handling. Det er dog op til den enkelte læges samvittighed, om man vil hjælpe en alvorligt syg patient med at dø.

Udviklingen i Tyskland giver ny inspiration til debatten i Danmark, mener Anne-Marie Axø Gerdes:

”Den proces, der har været i Tyskland siden dommen sidste år, og debatten dernede er selvfølgelig også noget, vi holder øje med. Men det er ikke altid sådan, at det, der er rigtigt i Tyskland, er rigtigt i Danmark. Men det giver da anledning til inspiration og til at se på det igen,” siger Anne-Marie Axø Gerdes til Radio4.

Mens Det Etiske Råd, Lægeforeningen og de fleste medlemmer af Folketinget hidtil har været imod aktiv dødshjælp, hvor en sundhedsuddannet person giver patienten dødbringende medicin efter dennes ønske, forholder det sig anderledes blandt befolkningen. En måling foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad i 2017 viser, at hele 72 procent af danskerne vil legalisere aktiv dødshjælp.

Ifølge Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd, skal man dog ikke forvente, at rådet kommer med en længere udtalelse på området lige med det samme:

”Der er kommet mange nye rådsmedlemmer til, som ikke har været med i den debat før. Så formålet er primært en intern debat,” siger hun til Radio4.

Hør interviewet med Anne-Marie Axø Gerdes, formand for Det Etiske Råd her:

 

 

Læs også

25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere
23.09.23

Demonstrationer mod brexit i London

Stor demonstration mod brexit i London i dag. Ifølge den britiske avis The Independent var der omkring 3.000 “re-joiners” på gaden, der vil tilbage i EU. De demonstrerede imod, at Storbritannien forlod Den Europæiske Union. Brexit still sucks!’: stod der blandt på nogle af de mange bannere. En spørgeundersøgelse blandt mere end 4.000 af de…

Læs mere
22.09.23

Partier efterspørger hjælp til belarusere i Danmark

Radikale Venstre og Liberal Alliance vil have udenrigsministeren på banen, efter at Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko har indført et forbud, der kan tvinge belarusiske statsborgere hjem til fængselsstraf.       Radikale Venstre efterspørger hjælp til belarusere i Danmark fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). – Vi skal bistå de her borgere til fortsat at kunne…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet