Nyhedsartikel

DIF ændrer holdning: Anbefaler Pia Holmen at trække sig fra svømmetoppost

Nicklas Degn
nick@radio4.dk

Den nye formand i DIF støtter ikke Pia Holmens engagement i europæisk topsvømning, fortæller han til Radio4.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) støtter ikke længere Pia Holmen som vicepræsident i den europæiske svømmeunion, LEN. Det siger den nyudnævnte formand for DIF, Hans Natorp, til Radio4.

”Jeg læner mig op ad Dansk Svømmeunion og kan kun anbefale, at Pia Holmen trækker sig. Både for hendes og for dansk svømnings skyld,” siger Hans Natorp.

”Internationalt arbejde skal være forankret i det nationale, derfor skal der være et tæt forhold mellem Pia Holmen og Dansk Svømmeunion. Når det forhold ikke er til stede, og tilliden er brudt, så kan vi fra DIF ikke bakke op,” siger DIF-formanden til Radio4.

I november 2020 sagde den daværende DIF-formand Niels Nygaard til BT, at Pia Holmen skulle have en chance til.

”Vi skal videre i tilværelsen og give folk en chance for at komme op på hesten igen. Det hverv, som Pia skal løse i Det Europæiske Svømmeforbund, er en vigtig opgave, som jeg ikke er i tvivl om, at hun vil kunne gøre på allerbedste vis,” sagde Nygaard dengang.

Derfor er det nye toner fra formandsstolen i Danmarks Idrætsforbund, der altså ikke længere vil bakke Pia Holmen op.

”Der er sket en ændring i holdningen fra svømmeunionen, og det er den, jeg læner mig op ad. Jeg må bare forholde mig til den interne relation mellem Pia Holmen og Dansk Svømmeunion, og derfor kan vi fra DIF’s side heller ikke fortsætte ned ad den sti”.

Hans Natorp har dog ingen formel mulighed for at afbryde Pia Holmens engagement i LEN, da Pia Holmen ikke sidder i LEN på et dansk mandat.

”Vi har ikke nogen reel kraft til at sige, hun skal træde tilbage. Det skal hun selv eller LEN,” siger Hans Natorp til Radio4.

Modstanden mod Pia Holmens toppost i LEN skyldes den såkaldte svømmesag, der begyndte, da DR i april 2019 sendte dokumentaren ”Svømmestjerner – Under Overfladen”, der fortalte personer i og omkring dansk elitesvømning om gentagne svigt og grænseoverskridende træningsmetoder, der foregik i dansk elitesvømning mellem 2003 og 2012.

Sagen førte til en uvildig undersøgelse ved Kammeradvokaten, og ultimativt førte den til, at Pia Holmen blev fyret som direktør for Dansk Svømmeunion den 7. februar 2020.

I november 2020 blev Pia Holmen udnævnt til ny vicepræsident i det internationale svømmeforbund, LEN. Det skete med opbakning fra Dansk Svømmeunion, men med modstand fra både svømmeklubber og svømmeatleter. Efter en større udskiftning i dens ledelse fortrød Dansk Svømmeunion sin opbakning og vekslede til en opfordring til Pia Holmen om at trække sig fra posten i LEN.

Pia Holmen ønsker ikke at udtale sig om sagen.

”Jeg takker pænt nej tak til at deltage. Jeg synes ikke, at det gavner hverken dansk svømning, dansk idræt eller europæisk svømning at tage den diskussion i medierne,” skriver Pia Holmen i en mail til Radio4.

Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix

Læs også

29.05.23

Moderaterne-profil brød reglerne: Trak fortrolige oplysninger om udsatte klienter ud til sig selv

En ny sag rammer nu Moderaternes ordfører for udsatte mennesker, Nanna W. Gotfredsen, der ifølge Ekstra Bladet har brudt reglerne for datasikkerhed. “Jeg begik en fejl,” lyder det fra folketingsmedlemmet.  Mens Moderaternes folketingsmedlem Nanna W. Gotfredsen var suspenderet fra sin rolle som daglig leder i Gadejuristen, begyndte hun i strid med reglerne at hive fortrolige…

Læs mere
27.05.23

Lægeforeningen glæder sig over fokus på flere speciallæger

Det er positivt, at regeringen og Danske Regioner fredag blev enige om, at der skal uddannes flere speciallæger i de områder i Danmark, hvor der er rekrutteringsudfordringer. Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, dagen efter at en aftale om regionernes – og dermed en stor del af sundhedsvæsenets – økonomi blev indgået. –…

Læs mere
26.05.23

Hvem skal løfte den røde fane efter Mai Villadsen?

Enhedslisten holder årsmøde i weekenden, mens partiet står midt i et vadested. Med Mette Frederiksens SVM-regering forsvandt indflydelsen. Og samtidig skal liste Ø snart gennemføre et svært lederskifte. Da Pelle Dragsted torsdag gæstede Radio4’s politiske magasin ’Mandat’, glædede han sig over, at Enhedslistens frontkvinde, Mai Villadsen, venter barn og har kurs mod en kommende barselsorlov.…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

[mc4wp_form id="3644"]

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet