DR lægger sig fladt ned: Værts udtalelse var en fejl

Skrevet af

24. juni 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Deadline-vært Christian Bennike kom i et Deadline-afsnit med en udtalelse om den britiske højrefløjspolitiker Nigel Farage. Den udtalelse var en fejl, erkender DR nu over for RADIO IIII.

I DR-programmet Deadline sluttede værten Christian Bennike tirsdag i sidste uge af med at spørge de to gæster, den tidligere korrespondent Lone Theils og Mathias Sindberg, hvem der er premierminister i England om tre år.

Til det svarer Lone Theils, at det kan blive Reform UK-lederen Nigel Farage, hvortil Christian Bennike svarer: "Ja, det er jeg også bange for, at jeg selv tror på."

Men den udtalelse var en fejl. Det erkender Jonathan Kargaard, redaktionschef på Deadline, nu i et interview i Eftermiddag på RADIO IIII:

– Ja, det var en fejl. Den formulering var en fejl.

Det skyldes, at udtalelsen ikke er politisk neutral, forklarer Kargaard.

– Nej, den er lidt skæv. Det tror jeg også, de fleste kan høre.

– Det er selvfølgelig ikke meningen, at en vært i Deadline skal sidde og give udtryk for opbakning til eller modstand mod en politisk position. Det er vi ikke sat i verden for, så det er selvfølgelig beklageligt, at det er sket.

Jonathan Kargaard oplyser i øvrigt, at det ikke får konsekvenser for hverken programmet eller Christian Bennike, at den her udtalelse faldt. Han har dog talt med Bennike om det, fortæller han.

Christian Bennike har også selv kommenteret sagen på det sociale medie X.

Det sker i en kommentar til et kritisk opslag fra Generation Identitærs formand, Daniel Nordentoft, der anklager udtalelsen for at udstille, hvor "ræverøde" journalisterne på DR er.

– En af de pointer, jeg har fremført oftest – også som gæst i Deadline – er, at højrefløjen i Europa er blevet uretmæssigt holdt ude og nede med brandmure, uhellige alliancer og uproportionale valgsystemer. Det er efter min mening et af hovedproblemerne i europæisk politik, skriver Bennike blandt andet.

Afspiller nu

Morgen

07:05
10:00