Ekspert om Dennis Knudsen: Kan ende med fængsel

Skrevet af

28. juni 2026

Maria Bohm

maboh@radio4.dk

Katrine Volsing

kav@radio4.dk

Tre kvinder har politianmeldt Dennis Knudsen for deling af billeder uden samtykke, og det er et forhold, som kan være strafbart, vurderer juraprofessor Steen Schaumburg-Müller.

Dennis Knudsen kan have begået noget strafbart, i det han delte billeder af tre kvinder, som har gennemgået et ”transformationforløb”, uden samtykke.

Det vurderer juraprofessor på Syddansk Universitet, Steen Schaumburg-Müller, til FORMIDDAG på RADIO IIII.

”Vi er i hvert fald inde i forhold, der kan være strafbare. Jeg er ret sikker på, at der kan være brud på GDPR-loven. Der er tale om genkendelige personer, og derfor skal der være et behandlingsgrundlag – et samtykke for eksempel,” siger han.

I værste tilfælde vurderer Steen Schaumburg-Müller, at der også kan være tale om brud på straffelovens §264d, der dækker over deling af billeder af en andens private forhold.

Hvis retten skulle finde Dennis Knudsen skyldig i det, kan det udløse en fængselsstraf, da Dennis Knudsen tidligere er blevet idømt betinget fængsel i en sag om forsøg på bestikkelse af en tilsynsførende.

Til RADIO IIII siger Dennis Knudsen, at vurderingen fra juraprofessoren er en ”mavepuster”.

”Det har ikke være min hensigt, at det skulle gå den vej,” siger han, mens han fastholder, at kvinderne godt vidste, at billederne kunne blive delt på sociale medier.

”Jeg ved ikke, om de har samtykket, men de har i hvert fald fået information om det,” siger han.

Fredag kunne Ekstra Bladet fortælle, at tre kvinder har politianmeldt kendisfrisøren for at have delt billeder af dem uden samtykke.

"Det er så 3 af disse kvinder, der har politianmeldt mig for ikke at være tilfreds med deres transformationsforløb. Jeg syntes nu ellers, de er blevet ret smukke kvinder efter 3-4 timers makeover hos mig," skrev Dennis Knudsen til opslaget af de tre kvinder.

Afspiller nu

Morgen

07:05
10:00