V-formand Jakob Ellemann-Jensen trækker Søren Gade ind i hjertet af Venstres kampagne for at få fjernet forsvarsforbeholdet den 1. juni. Ellemann og ja-siden frygter svær afstemning.
Nej, den er absolut ikke hjemme!
Det ved V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, om nogen.
Som ung så han sin far, Uffe Ellemann-Jensen, stå på dørtrinnet til Statsministeriet for kun at opleve, at døren smækkede med et brag. Ved folketingsvalget tilbage i 1998 adskilte nemlig blot få hundrede stemmer Uffe Ellemann-Jensen fra at kunne indtage statsministerkontoret.
Som ung oplevede Jakob Ellemann-Jensen også, hvordan faren i 1992 var med til at tabe den historiske afstemning om Maastricht-traktaten og Danmarks deltagelse i Den Europæiske Union.
Så Jakob Ellemann-Jensen ved helt ind i knoglerne, hvad der er på spil, når der er udskrevet enten et folketingsvalg eller en EU-afstemning.
Af samme grund bruger Venstre lige nu mange kræfter på at forberede kampagnen frem mod afstemningen om Danmarks forsvarsforbehold den 1. juni. Han er selv en af de største tilhængere af at fjerne forbeholdet, og han har for længst gjort det klart, at han vil kæmpe intenst for at få sit ønske opfyldt.
I Venstre er man imidlertid klar over, at hvis et flertal af danskerne alligevel ender med at fastholde forbeholdet, ja så vil nederlaget i høj grad klæbe til Jakob Ellemann-Jensen og Venstre.
Den største taber vil dog blive statsminister, Mette Frederiksen.
Hun har trods alt været det vigtigste omdrejningspunkt bag det nationale kompromis om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, som regeringen indgik sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF i begyndelsen af marts.
Aftalen lægger som bekendt op til en massiv styrkelse af Forsvaret, så Danmark kan leve op til NATO-målet om at bruge to procent af BNP på Forsvaret. Aftalen lægger også op til at gøre Danmark uafhængig af russisk olie og gas. Og endelig indgår det i aftalen, at forsvarsforbeholdet fra 1993 skal til folkeafstemning.
Men selv om regeringschefen har været den drivende kraft, ved alle, at Jakob Ellemann-Jensen hører til blandt de største EU-tilhængere på Borgen, og derfor vil et potentielt nederlag også ramme ham hårdt.
Et af hans trumfkort bliver at køre et tæt parløb med Søren Gade. Den tidligere forsvarsminister og det nuværende medlem af Europa Parlamentet – samt nytiltrådt Kommitteret for Hjemmeværnet – har nemlig styrker, som Ellemann kan bruge:
- Søren Gade er netop ikke en ”jubel-europæer”, og det vil være godt for Ellemann at stå sammen med en partifælle, som har vist, at han ikke sluger alt fra EU råt.
- Gade er uhyre vidende om forsvars- og sikkerhedsforhold, og han kender EU indgående.
- Gade hører til den eksklusive gruppe af politikere, som evner at kommunikere direkte til vælgerne, og som besidder en enorm folkelig popularitet.
Også i de øvrige ja-partier er forberedelserne i fuld gang, og også her er man helt klar over, at slaget ikke er vundet på forhånd. Dog er der en tro på, at afsættet næppe kan blive stærkere.
Alle danskere følger udviklingen i Ruslands brutale angrebskrig mod Ukraine, og mange vil intuitivt være klar til at følge logikken i Mette Frederiksens overordnede budskab, der går på, at tiden ikke er til forbehold, men derimod til sammenhold.
Alligevel skal der ikke gå meget galt, før ja-siden risikerer at stå tilbage med et nederlag.
Sådan har EU-afstemningerne de facto ofte udviklet sig historisk, og ser vi på ja-sidens aktuelle start på kampagnen, er der allerede begået gedigne fodfejl.
Den største fejl er, at kritikerne har haft nemt ved at kritisere de ord, der skal stå på stemmesedlen. Spørgsmålet lyder: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Og kritikken går på, at ord som “forbehold”, “EU” eller “militær” slet ikke er nævnt.
Der er i sig selv ikke særligt overraskende, at nej-partierne angriber ordlyden.
Ja- og nej-siden var formentlig aldrig blevet enige, hvis spørgsmålet var lagt ud til forhandling. Det problematiske er imidlertid, at uafhængige forskere og iagttagere også har forholdt sig kritisk og dermed givet nej-siden ammunition til beskyldningen om, at ja-siden ønsker at manipulere med vælgerne.
Oven i dette kan nej-siden glæde sig over, at de også har fået en ”Søren Gade” på holdet. Her taler vi om Inger Støjberg, som i Radio4 gjorde det klart, at hun vil holde fast i forsvarsforbeholdet. At Gade og Støjberg dermed står frontalt over for hinanden, er der en vis ironi i, for normalt er de både politisk og venskabeligt tætte.
Når det er sagt, kæmper nej-siden fra en defensiv position.
Ja-siden fører i målingerne, en stor del af organisations-Danmark vil støtte ja-siden, krigen i Ukraine vil få mange til at mene, at Danmark skal rykke tættere på de øvrige EU-lande, og endelig er nej-siden svækket i forhold til tidligere afstemninger. Især er Dansk Folkeparti langt fra fordums styrke.
Alligevel er den langt fra hjemme for ja-siden.
Derfor giver det også god mening, at Ellemann nu griber ud efter et af Venstres stærkeste kort i kampen for at vinde den 1. juni.
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
