Nyhedsartikel

Et brag et af efterår venter på Borgen

Thomas Larsen, politisk redaktør, Radio4
thola@radio4.dk

Tirsdag holder statsminister Mette Frederiksen sin åbningstale. Politisk redaktør på Radio4, Thomas Larsen, giver dig her overblikket over de vigtigste sager i den nye sæson.

”Det går ufatteligt godt i Danmark!”

Sådan sagde den konservative statsminister Poul Schlüter, da han i foråret 1986 gjorde status over økonomien.

Mette Frederiksen må lige nu være fristet af at genbruge citatet. For når statsministeren tirsdag træder op på Folketingets talerstol for at holde sin åbningstale, kan hun konstatere, at dansk økonomi buldrer frem. Alligevel vil hun næppe hive citatet frem, for Schlüter kom om nogen til at mærke, hvor hurtigt tingene kan skifte i politik. Og for Mette Frederiksen betyder den vilde fremdrift i økonomien ironisk nok, at nye udfordringer allerede tårner sig op – ikke mindst når det gælder manglen på arbejdskraft.

Dén udfordring vil regeringen som bekendt tackle med udspillet – ”Danmark kan mere I”. Planen blev lagt frem for nylig og skal øge beskæftigelsen med mere end 10.000 personer frem mod 2030. Men allerede nu overdøves den af virksomhedernes råb efter arbejdskraft.

Hvis regeringen er heldig, får den en hjælpende hånd. I hvert fald blev der lyttet nøje efter, da Dansk Metals formand, Claus Jensen, for få dage siden fastslog, at hvis virksomhederne tager flere lærlinge og seniorer ind, ja så mener han også, at de skal have bedre muligheder for at kunne hente medarbejdere uden for EU.

Men hermed stopper udfordringerne ikke.

Her og nu forhandles der også intenst om landbrugs- og fødevareerhvervets rolle i den grønne omstilling. I månedsvis har regeringen lagt arm med både sine støttepartier og blå blok, så det knager. Et af de ømme punkter handler om den kompensation, som landmændene skal have for at udtage de mest klimabelastende landbrugsjorde. Regeringen er under pres, for den har lovet, at omstillingen skal ske uden at ramme job og økonomi. Venstre er under pres, for partiformand Jakob Ellemann-Jensen vil både tilgodese landbrugserhvervet og profilere V som et grønt parti.

Aktuelt forhandles der også om at løse problemerne i kriminalforsorgen, der er trængt i bund på grund af overbelægning og medarbejderflugt. Mange fængselsbetjente kan ganske enkelt ikke holde til de dårlige arbejdsforhold og det forråede miljø blandt de indsatte.

Regeringen skal også lande en aftale om et nyt og mere enkelt kontanthjælpssystem, som både skal hjælpe udsatte børnefamilier og sikre, at der er en klar økonomisk gevinst ved at arbejde. Dét kan blive en dramatisk affære. Enhedslisten har allerede truet med valg, hvis børnefamilierne ikke løftes. Men mange af familierne er indvandrerfamilier, hvor forældrene ikke er i job, og for både blå blok og regeringen handler det derfor også om udlændingepolitik – og kravet er, at disse forældre i langt højere grad skal ud på arbejdsmarkedet.

Oven i det skal der selvfølgelig vedtages en finanslov senere på efteråret – hvilket til gengæld ventes at ske uden den helt store dramatik.

Og hvad så med åbningstalen? Svaret er, at Mette Frederiksen vil stemple kraftigere ind i klimadebatten, og i rød blok vil man lytte efter, om der blot er tale om rosenrød retorik – eller om der kommer mere præcise bud på, hvordan Danmark klarer slutspurten frem mod det ambitiøse mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. For få døgn siden fremlagde regeringen en køreplan. Hverken de Radikale, SF eller Enhedslisten var imponerede.

Mette Frederiksen ventes også at komme med et udspil i forhold til den debat, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek har sat i gang, og som handler om, at der skal bygges flere billige almene boliger til familier, ældre og unge.

Efter flere års ventetid vil udspillet til en ny sundhedsreform også blive lanceret. Både regioner, kommuner og de store personalegrupper har ventet længe på udspillet, som bl.a. skal føre til nye nærhospitaler, bedre forebyggelse lokalt og bedre lægedækning i hele landet.

Alting kommer dog ikke til at foregå på Borgen i de næste måneder.

Rigsretten mod Inger Støjberg vil fortsætte. Den kan i værste fald for hende afslutte karrieren. Kommer hun uskadt igennem, vil der omvendt vente et brag af et comeback.

Dernæst skal minkskandalen kulegraves af granskningskommissionen, som torsdag går i gang med de første afhøringer. I december skal Mette Frederiksen krydsforhøres om, hvad der skete, da regeringen besluttede at udrydde landets mink. Det skal også pindes ud, hvad der præcis skete, da det stod klart, at lovgrundlaget ikke var på plads. I yderste konsekvent kan sagen sende Mette Frederiksen mod en rigsret, men her og nu tror ingen i regeringen eller i rød blok på den udgang.

Og så venter valget til landets kommuner og regioner. Hvilket kan blive en gyser for bl.a. DF, R og V, der alle hænger i målingerne. For Kristian Thulesen Dahl, Sofie Carsten Nielsen og Jakob Ellemann-Jensen kan valgaftenen den 16. november i værste fald blive lang og hård.

Kort sagt, en intens og spændende folketingssamling venter forude.

Læs også

29.09.23

Værste iltsvind i over 20 år: ”En tragedie for dansk havmiljø”

Iltsvindet i de danske farvande er i år så voldsomt, at fisk og andre havorganismer i endnu større områder end tidligere dør af iltmangel. En helt ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderer det værste iltsvind i de danske farvande siden 2002. Det har katastrofale konsekvenser for fiskene og miljøet i de…

Læs mere
28.09.23

Tidligere Etisk Råd formand efterlyser mænds rettigheder i abortdebat

Mænds rettigheder er blevet forsømt i den debat, som de nye abortanbefalinger har skabt. Det mener den tidligere formand for Etisk Råd Gorm Greisen. Grænsen for den frie abort for kvinder har været diskuteret, efter Etisk Råd tirsdag anbefalede at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge. Gorm Greisen, der er tidligere formand for Etisk Råd, hilser…

Læs mere
27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet