Flere hælder LA og V-fusion af brættet: Urealistisk og dårlig idé

Skrevet af

25. august 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

I denne uge er en fusion mellem Venstre og Liberal Alliance kommet op og vende i medierne, men nu afviser flere, herunder en LA-politiker, at der skulle være tale om en god idé. 

I forordet til LA-formanden Alex Vanopslaghs nye bog ”den usynlige hånd”, foreslår den tidligere Venstre-politiker Bertel Haarder en fusion mellem Venstre og Liberal Alliance.

I en leder mandag kaldte Politikens chefredaktør, Christian Jensen, så den idé for ”en fusion med mange vindere, og kun få tabere,” samt et ”fremskridt for det borgerlige Danmark.” 

Men nu afviser LA-politiker, Carl Andersen, tidligere folketingsmedlem og nuværende byrådsmedlem i Solrød for partiet, altså at en sådan fusion skulle være en fordel for blå blok overfor RADIO IIII:

- Nej, det tror jeg ikke, og det er jo også som Alex så fint har sagt, så er det jo en teoretisk mulighed, og det er jo altid spændende at debattere den slags teoretiske muligheder.

- Men jeg mener egentlig, at Liberal Alliance og venstre er gode til at spille hinanden gode i blå blok, det kan man også se lige nu med en del samarbejde og gode udspil. Så vi kan forskellige ting.

Jacob Bruun, Stifter af Bruun Advisory og tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister og formand i Venstre, mener heller ikke, en fusion nødvendigvis er en god idé. Han mener desuden heller ikke, det er realistisk, siger han til RADIO IIII:

- Jeg tror også, det er ret urealistisk.

- Er der noget scenarie, hvor du kan se, det er realistisk, at de smelter sammen?

- Det korte svar er nej. Vi har heller ikke set mange eksempler på det i moderne politisk Danmarkshistorie.

Det er ikke kun Carl Andersen og Jacob Bruun, som finder idéen om en fusion fjern.

Det gør Marianne Lynghøj, tidligere folketingskandidat for Venstre samt forhenværende særlig rådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).

- Der er mange ting, som Venstre og Liberal Alliance deler. Men når det er sagt, så er der jo også mange områder, hvor vi står meget langt fra hinanden.

Hverken Venstre-formanden, Troels Lund Poulsen eller LA-formanden, Alex Vanopslagh, har afvist idéen om en fusion kategorisk. Vanopslagh har blotkaldt den for en ”teoretisk mulighed” i et interview med Berlingske.

Der er dog heller ingen af de to formænd, som offentligt har budt idéen velkommen.

Afspiller nu

Debat

20:05
22:00