Når politikere bruger børn i kampagner, så kan det få konsekvenser. Det fortæller flere organisationer til RADIO IIII. Det kommer efter flere opslag, hvor politikere deler indhold med børn.
Flere danske politikere har gennem valgkampen delt billeder, videoer og sågar parti-kampagner på sociale medier, hvor enten deres egne eller andres børn indgår.
Men dét skal man passe på med. Det kan nemlig få konsekvenser for børnene.
Det fortæller en række organisationer til RADIO IIII.
-Vi synes jo faktisk generelt ikke, at man skal bruge børn, når man er en offentlig person på sociale medier, fordi man ved ikke helt, hvor billederne ender, og børnene har svært ved at vide, hvad de siger ja til.
Sådan lyder det fra Melissa Vardy, digital medieekspert i Børns Vilkår, i ”Eftermiddag” på RADIO IIII, som forklarer videre:
-I det her tilfælde kan børnene jo også vokse op og være dybt uenige i det, de er blevet brugt til at profilere politisk, så derfor bør man overveje, om man bør gøre andet end at bruge børn.
Også i UNICEF Danmark ser man varsomt på deling af børn på sociale medier. Det oplyser Kristina Strandby, chef for Børns Rettigheder og Inddragelse i UNICEF Danmark, til RADIO IIII i et skriftligt svar:
-Det er afgørende, at brugen af børn i kampagner og markedsføring på sociale medier sker med respekt for barnets rettigheder. Børn har ret til at bestemme over deres egen identitet og til privatliv, men særligt yngre børn kan have svært ved at gennemskue konsekvenserne.
-Det er voksnes ansvar at beskytte mod evt. udnyttelse kommercielt såvel som politisk - og pligt til at beskytte børns privatliv. Desuden ved vi, at deling af billeder af børn på sociale medier potentielt kan genbruges på ulovlige eller grænseoverskridende måder.
Jacob Brøndum Pedersen, stifter af center for digital dannelse, fortæller også i ”Eftermiddag” på RADIO IIII, at man bør overveje konsekvenserne på lang sigt, når man deler indhold med børn på sociale medier.
Center for Digital Dannelse og UNICEF Danmark opfordrer politikere, der til at følge de etiske retningslinjer for influenter og bloggere, der er udarbejdet af influentnævnet.
De retningslinjer lyder blandt andet på, at man skal ”dele med varsomhed” og ”spørge barnet om lov”.
Organisationerne har ikke ønsket at kommentere på enkeltsager, oplyser de.
Der er dog flere politikere, der gennem valgkampen har brugt egne eller andres børn i opslag på sociale medier.
Det gælder blandt andet en kampagnevideo fra SF, hvor kandidaten Jacob Mark (SF) taler med en lille dreng ved navn Hugo om politiske tiltag, en video med Lars Løkke (M), der går tur med sine børnebørn i forbindelse med valgkampen, en video, hvor Linea Søgaard-Lidells (V) børn fremgår i en form for sketch, samt et billede delt af Peter Hummelgaard (S), hvor han står sammen med Mette Frederiksen og tre børn, der er delt i forbindelse med et opslag om vigtigheden af ordentlighed i valgkampe.
RADIO IIII har forsøgt at få en kommentar fra de ovennævnte politikere, da vi gerne vil vide, hvad de har gjort sig af konkrete overvejelser, før de brugte børn på deres sociale medier.
Vi har blandt andet spurgt, om de har spurgt om lov, før de delte indhold med børnene.
Ingen af dem er vendt tilbage endnu.
