En forsker kalder det over for RADIO IIII et brud med dansk tradition og demokrati, når Jeppe Bruus (S) varsler, at hans egen styrelse skal beslutte, hvordan Aarhus Universitet skal tælle ulve.
Det er forskernes opgave at tælle, og det er Jeppe Bruus’ opgave at lave politik.
Det forklarer Thomas Nord-Larsen, professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, i kølvandet på udmeldingen om, at Aarhus Universitet ikke længere skal stå for optællingen af ulve.
– Det udvisker forskellen på uafhængig statistik og politiske tiltag, siger Thomas Nord-Larsen til RADIO IIII.
– Det svækker tilliden til både politikerne og det, vores demokrati bygger på, når den samme myndighed både indsamler og formidler data samt står for implementering og evaluering af politiske målsætninger.
– Man behøver jo ikke at kigge ret langt ud i verden for at se, hvad det medfører af mistillid til den siddende regering – for eksempel i USA, siger han.
Til Jyllands-Posten fortalte minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, tirsdag, at der bliver taget for lidt hensyn til mennesker, når ulveeksperterne vurderer, hvor mange ulve der er plads til i Danmark.
Derfor skal ministerens egen forvaltning stå for arbejdet med at vælge den rette optællingsmodel – og ikke forskerne ved Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet.
Thomas Nord-Larsen er ikke ekspert i ulve, men har inden for sit eget forskningsfelt oplevet, at en myndighed hjemtog en opgave fra ham og universitetet.
Kritikken handler derfor om, at Jeppe Bruus skulle bryde med den danske tradition for forskningsbaseret myndighedsbetjening, hvor forskere leverer statistik og data til politikerne uafhængigt, forklarer Thomas Nord-Larsen til RADIO IIII.
– Forskerne er eksperter i ulvens biologi og ikke sat i verden for at tage hensyn til lokalbefolkningen i Oksbøl.
– Det er Jeppe Bruus’ ansvar som politiker, siger han.
Jeppe Bruus ønsker ikke at stille op til interview med RADIO IIII, men oplyser i et skriftligt svar, at danskernes tryghed kommer før ulven.
– Det er mit ansvar at sikre, at der er en rimelig balance mellem ulvens tilstedeværelse og de konsekvenser, som den har for fåreavlerne og de mennesker, der har den som nabo.
– Derfor siger jeg nu, at vi skal have talt ulvene op i individer, som alt andet lige er en mere præcis metode.
Tidligere opgjorde DCE antallet af ulve i Danmark ved at tælle hver enkelt ulv. Men i foråret overgik de til en mere simpel metode, hvor antallet af ulvepar ganges med syv, da den økonomiske ramme for optællingen ikke stod mål med det stigende antal ulve, fortalte Peter Sunde, professor i faunaøkologi ved Aarhus Universitet og en af de ansvarlige bag opgørelsen, til Jyllands-Posten tidligere.
Jeppe Bruus afviser i det skriftlige svar til RADIO IIII de risici, som Thomas Nord-Larsen frygter, at beslutningen kan føre til.
– Det siger sig selv, at der skal forvaltes sagligt og fagligt.
– At sammenligne det med USA og Trump er fuldstændig useriøst.
Den nye metode viste, at der skulle være 42 ulve i Danmark, hvorimod en manuel gennemgang af hver enkelt ulv viste et tal mellem 54 og 78.
Det er blandt andet den ændring, som får Jeppe Bruus til at fratage DCE opgaven.
Du kan høre hele interviewet med Thomas Nord-Larsen her: