Hædret forsker taget i fusk: Plagiat fundet i "banebrydende" afhandling

Skrevet af

19. august 2026

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

Ekspert i vold mod kvinder, Bushra Hanif, har fortalt vidt og bredt om sin forskning og ph.d.-afhandling fra RUC. Nu er hendes afhandling taget i plagiat, og RUC vil ikke give hende en ph.d.-grad.

Den fremtrædende ekspert i vold mod kvinder Bushra Hanif har aldrig fået den ph.d.-grad, som hun ellers har givet indtryk af – blandt andet til sine 26.000 følgere på Instagram.

”ForskFluenceren,” som hun kalder sig selv, forsvarede sin ph.d.-afhandling på RUC sidste sommer. Men fire måneder efter – inden ph.d.-graden var tildelt – anmeldte universitetet Bushra Hanif til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter mistanke om urent trav.

I april i år konkluderede nævnet så, at Hanif som minimum har udvist "grov uagtsomhed" ved at have "plagieret i 39 tilfælde."

Nævnet har blandet andet fundet plagiat i Bushra Hanifs beskrivelser af samtaler med anonymiserede voldsofre. Det rejser ifølge nævnet tvivl om "afhandlingens datagrundlag."

Afgørelsen fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, som RADIO IIII har gennemgået, er truffet af landsdommer Mikael Friis Rasmussen og seks professorer efter en partshøring af Bushra Hanif.

RUC bekræfter over for RADIO IIII, at afgørelsen fra nævnet medførte, at det Akademiske Råd på universitetet i juni besluttede ikke at tildele Bushra Hanif en ph.d-grad; Hanif har indgivet en klage over beslutningen, oplyser universitetet.

Hanif blev første gang bekendt med mistanken om plagiat i hendes afhandling i juli 2025, og i oktober stod det klart for hende, at sagen ville ende med en anmeldelse til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Det fremgår af hendes egen tidslinje sendt til nævnet, som RADIO IIII har gennemgået.

Alligevel har Instagram-forskeren gentagne gange siden optrådt som ph.d. og omtalt sin forskning.

I august sidste år lod hun sig eksempelvis hædre for "hendes nytænkende forskning," da hun modtog Exitcirklens Ærespris.

I februar i år fortalte Hanif i internettalkshowet 'Den Lyserøde Taxi', at hun havde fået ”feedback om, at min forskning simpelthen har været banebrydende.”

På det tidspunkt har Bushra Hanif i månedsvis været bevidst om, at hendes forskning var anmeldt for videnskabelig uredelighed af RUC.

Efter nævnets afgørelse holdt hun i maj oplæg for 100 psykologer i Region Hovedstaden om sin “forskningsviden.” Her kunne psykologerne ifølge programmet se frem til at høre ”Bushra Hanif, der har skrevet sin ph.d. omkring responssiv praksis”.

Under den store norske konference 'Alternativ til vold' til november skal Hanif også holde et oplæg, der "tager udgangspunkt i min forskning i vold mod kvinder,” som det fremgår af konferencematerialet, hvor også hendes "ph.d.-studie" og "afhandling" nævnes.

Bushra Hanif har imidlertid aldrig udgivet en fagfællebedømt forskningsartikel. Det fremgår af både Danmarks Forskningsportal og RUCs egen forskningsportal. Heller ikke ph.d.-afhandlingen findes offentligt tilgængelig.

Bushra Hanif ønsker ikke at kommentere sagen overfor RADIO IIII.

- Sagen I henviser til, er stadigvæk verserende. Når sagen er endelig afgjort, kommer jeg naturligvis til at lave en udmelding, men indtil nu er kun relevante personer orienteret, skriver hun i en mail.

Afspiller nu

Eftermiddag

14:05
17:00