Hr. Skæg håber, at Donald Trump får en blodprop: Nu svarer Danmarks Radio

Skrevet af

19. januar 2026

Joachim Vestergaard Jensen

jove@radio4.dk

Maria Bohm

maboh@radio4.dk

Det er ikke noget problem, at en børnevært på Danmarks Radio udtaler sig sådan om den amerikanske præsident.

”Jeg håber, at Donald Trump får en blodprop, og at hans kabinet også får blodpropper her indenfor de næste 24 timer.”

Sådan falder ordene fra skuespilleren Mikkel Lomborg, der er mest kendt for sin rolle som Hr. Skæg på DR Ramasjang, i et interview på Instagram-profilen ’LandogbyTV’ under en demonstration for Grønland lørdag.

Mikkel Lomborg fortsætter:

 ”Men jeg håber selvfølgelig, at han trækker følehornene til sig og finder ud af, at der er noget andet, der er mere spændende. Han bliver nødt til at udgive Epstein-filerne, og alle kan se tydeligt, at han er skingrende, hvis ikke pædofil så støtter han op om at beskytte en pædofil så væk med ham og i fængsel med ham.”

Radio IIII har spurgt DR, hvordan de forholder sig til sådanne udtalelser fra en børnevært i privat regi.

Til det svarer Morten Skov Hansen, der er chef for DRs Børn og unge-afdeling, at organisationen ikke blander sig i, hvad medvirkende siger i privat regi.

”Medvirkende i DR‑programmer har – ligesom alle andre borgere – ret til at ytre sig som privatpersoner. Hr. Skæg optræder i DR-regi som en fiktiv figur til børn, og hans personlige udtalelser er ikke udtryk for DR’s synspunkter,” siger Morten Skov Hansen.

Radio IIII har ligeledes bedt Mikkel Lomborg om en kommentar til udtalelserne.

Her understreger skuespilleren, at det var Mikkel Lomborg og ikke Hr. Skæg, der var troppet op til demonstration lørdag. Han kan dog godt se, at udtalelserne er voldsomme.

”Jeg kan godt både se og høre at min udtalelse til demoen i lørdags har lavet lidt ridser i lakken på mit normalt rabiate pacifist-image,” skriver han videre.



Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00