Med Ruslands invasion af Ukraine er danske politikere – alt for sent – vågnet op til en ny virkelighed.
Da udenrigsminister, Jeppe Kofod, torsdag aften var direkte igennem i TV-Avisen fra Christiansborg, skete det samtidig med, at et stort flertal i Folketinget gav grønt lys til at styrke Danmarks bidrag til NATO i forsøget på at skabe et modtræk mod Vladimir Putin og Rusland.
I de samme timer mødtes stats- og regeringscheferne i EU. Og i Washington D.C. holdt præsident, Joe Biden, et pressemøde, hvor han fordømte Ruslands aggression mod Ukraine og løftede sløret for de sanktioner, som skal ramme den russiske økonomi.
Jeppe Kofod glædede sig over, at partierne i Folketinget – bortset fra Fri Grønne og Enhedslisten – støttede planerne om, at Danmark skal bidrage mere til NATO. Han fremhævede også, at landene i NATO og EU står sammen om at skabe et modsvar til Rusland.
Alligevel kunne indslaget ikke skjule, at Vesten ikke kan gøre ret meget for ukrainerne. De må groft sagt kæmpe alene mod den frygtindgydende russiske militærmaskine, som Putin systematisk har opbygget. Samtidig står det pinligt klart, at Vesten – og især Europa – har gjort sig sårbar over for Rusland ved at gøre sig så afhængigt af energileverancer fra det land, som man nu ønsker at straffe med sanktioner.
Alt dette betyder, at de politiske tømmermænd i mange europæiske lande er massive.
For hvorfor har vi så længe forholdt os så passivt til Putin? Hvorfor blev han ikke mødt med mere bastante modtræk, da han tidligere viste viljen til at bruge sine militære muskler? Og hvorfor har Tyskland optrådt så blåøjet ved at basere en så stor del af sin import af energi fra netop Rusland?
I den seneste udgave af Magasinet Altinget skriver professor Mikkel Vedby Rasmussen om disse paradokser, og her dissekerer han vores evne til at fortrænge muligheden for krig: ”Vi holder af at tro på, at krig hører historiebøgerne til, i stedet for at indrømme, at krig og truslen om krig også er en del af vores historie. Det betyder desværre, at vi ikke altid tager de trusler, som vi står overfor, lige alvorligt.”
I det store perspektiv gennemlever Vesten netop nu en smertefuld tid, hvor man må se til, at Putin iskoldt gennemfører en invasion uden at virke afskrækket af modtrækkene fra NATO og EU. Derudover er det først sent gået op for Vesten, at Kina er blevet en politisk, økonomisk og militær magt, som bliver vanskelig at inddæmme.
I begge tilfælde har USA og Europa lukket øjnene for de faresignaler, som er kommet fra de to lande. I forhold til Rusland har man i Europa haft travlt med at skære ned på forsvaret for at ”høste fredsdividenden” efter Murens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps i begyndelsen af 1990’erne. Da det gradvist blev klart, at Putin ikke ville blive en ny partner, tog det alt for lang tid at samle sig om den trussel, han i stigende grad har repræsenteret mod sine nabolande og Vestens interesser.
I forhold til Kina har Vesten i årtier haft blikket stift rettet mod de enorme kommercielle muligheder i Riget i Midten. Først kunne Kina med sine næsten uudtømmelige reserver af billig arbejdskraft bruges som hele verdens fabrik, hvor Vesten kunne få produceret sine varer til billig penge. Dernæst blev den hurtigt voksende kinesiske middelklasse med hundreder af millioner købedygtige forbrugere set som et stort og attraktivt marked.
I samme periode var der i Vesten en fast tro på, at når Kina åbnede sig økonomisk, ville det betyde, at vejen til demokrati i landet også ville blive åbnet. Først sent er man i Vesten begyndt at forstå, at kineserne ikke har tænkt sig at kopiere vores verdensbillede og samfundssystem. Det har også taget lang tid for Vesten at forholde sig til den massive militære oprustning, som Kina har sat i gang, ligesom man længe har været naive i forhold til at lade kineserne opkøbe vigtige vestlige tech-virksomheder og give kineserne adgang til kritisk infrastruktur i Vesten. Først i de seneste år er der sket en markant opstramning i takt med, at USA og Europa er begyndt at se Kina som en strategisk rival.
Alt dette er en ny virkelighed, som danske politikere forsinket er ved at vågne op til.
I europæisk og dansk politik kommer det til at betyde, at der skal findes mere effektive modtræk over for Rusland og i stigende grad Kina. En del af dette arbejde vil handle om at presse Kina til at efterleve de økonomiske spilleregler i handelspolitikken. Der vil også komme mere kritisk fokus på det samarbejde om uddannelse og forskning, som vestlige lande, herunder Danmark, har med Kina. Endelig vil forsvarspolitik i det hele taget rykke højere op på dagsordenen.
Der er som sagt tale om en sen opvågnen, og undervejs har mange glemt den læresætning, som officeren Kjeld Hillingsø altid har levet efter. Han nåede flere af de højeste poster i forsvaret og i NATO. Og han formulerede sin tilgang til verden på denne måde: »Min indstilling har hele livet været som de gamle romeres: Hvis du vil fred, så forbered dig på krig.«
I de kommende år vil USA ruste sig til udfordringerne fra et stadigt mere selvhævdende Kina. Det vil betyde, at europæerne må påtage sig et større ansvar for egen sikkerhed. Udviklingen er i gang. Men i mange lande – herunder Danmark – lever vi ikke op til målet om, at NATO-landene skal bruge to procent af deres BNP på deres nationale forsvar inden 2024.
Nu ved politikerne, at det er alvor, og det er ud fra denne erkendelse, at statsminister, Mette Frederiksen, har gjort det klart, at der fremover skal bruges flere penge på forsvaret. På det pressemøde, som fandt sted på dagen, da Putin lod sine tropper invadere Ukraine, sagde hun: ”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi i det kommende forsvarsforlig kommer til ikke bare at bruge flere penge, men også markant flere penge.”
Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og står sammen med journalist, Pernille Rudbæk, hver onsdag klar med skarpe analyser, aktuelle gæster og debatskabende journalistik i Radio4’s politiske program ‘Mandat’.
Lyt til seneste afsnit her:
