En opsigtsvækkende sag skal i dag afgøres i Højesteret.
I en af de mest omtalte kunstsager i nyere tid skal der nemlig tages stilling til, om provo-kunstneren Ibi-Pippi skal en tur i fængsel efter i 2022 at have begået hærværk mod Asger Jorns Maleri 'Den foruroligende ælling'.
Her limede Ibi-Pippi et billede af sig selv på lærredet og med sprittusch signerede sit eget navn.
Byretten i Viborg dømte først Ibi-Pippi, med det fulde navn Ibi-Pippi Orup Hedegaard, til halvandet års fængsel. Men i landsretten blev straffen sat ned til et års betinget fængsel.
Klokken 12 torsdag falder der så endelig dom i sagen ved Højesteret, og står det til Ibi-Pippi selv, bør der ikke være tale om ubetinget fængsel.
- Jeg skal 100 procent straffes, men jeg mener, at halvandet års ubetinget fængsel er for hård en straf i forhold til den forbrydelse og den skade, der er sket, siger hun til Radio4.
- Derfor håber jeg, at Højesteret i dag når frem til en dom, hvor jeg i bedste fald slipper helt for fængsel, eller at dommen i hvert fald bliver gjort betinget, tilføjer hun.
Hør interviewet med Ibi-Pippi her:
Ibi-Pippi har under hele forløbet erkendt, at der var tale om hærværk. Men hun holder også fast i, at det samtidigt var kunst at ændre oliemaleriet.
- Det er jo et spørgsmål om det kunstneriske ejerskab. Asger Jorns maleri fungerer jo kun i kraft af baggrunden, og det er det samme, jeg mener, jeg gør, når jeg har lavet det her værk, fortæller provo-kunstneren.
Spørger man Christian Tangø, der selv er kunstner og blandt andet forfatter til en bog om provokationskunst, så bør Højesteret ikke hæfte sig for meget ved, at Ibi-Pippis hærværk også skal betragtes som kunst.
- Det er slet ikke kunst. Det ligger så langt fra vores opfattelse af, at kunst skal være en skabelse af objekter. Det skal i hvert fald slet ikke være destruktion af andres værker, lyder det fra ham.
Hør interviewet med Christian Tangø her:
Men den holdning giver Ibi-Pippi ikke meget for.
- Han udtaler sig om noget, han overhovedet ikke ved noget som helst om. Der er jo masser af eksempler på, at destruktivitet har indgået i kunsten gennem historien. At han ikke kan se det kunstneriske i det her, rager mig ikke meget, må jeg indrømme.