Islamforsker: Kvindeforening truede mig med “udskamningskampagne”

Forskerne Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding, afdækker i en ny bog, muslimske kvinders problemer med at blive skilt.

Skrevet af

4. maj 2022

smje@radio4.dk

smje@radio4.dk

Talskvinden fra foreningen Søstre mod vold og kontrol anklages nu for at have truet islamforsker Jesper Petersen med en “udskamningskampagne på sociale medier”, hvis ikke han trak to faglige udtalelser tilbage. Foreningen afviser at have truet forskeren.  

Islamforsker Jesper Petersen blev i juni 2021 truet af foreningen Søstre mod vold og kontrols talskvinde, Kefa Abu Ras, hvis han ikke trak to udtalelser tilbage, som handlede om en omdiskuteret skilsmissekontrakt fra Vollsmose. 

Det siger han til Radio4 og TV 2 Fyn, efter at medierne har fået aktindsigt i dokumenter, der beskriver truslen. 

“I forbindelse med de to udtalelser, ringede Kefa i en periode næsten dagligt for at diskutere indholdet og konsekvenserne af disse udtalelser. Hun ønskede, at jeg skulle trække udtalelserne tilbage, og med tiden eskalerede samtalerne, indtil hun en dag ringede og truede mig med at igangsætte en udskamningskampagne på sociale medier, hvis ikke jeg trak udtalelserne tilbage. Det var en længere samtale, hvori Kefa uddybede og fremsatte sin trussel flere gange, hvilket fik mig til efterfølgende at gå til min tillidsmand og chef for at indberette sagen.” 

Søstre mod vold og kontrol er en Odense-baseret forening, der har fået omkring syv millioner kroner i offentligt tilskud til at bekæmpe negativ social kontrol. Foreningens direktør, Maja Løvstrup, afviser, at nogen fra foreningen har truet islamforskeren.  

“Vi kan ikke genkende det billede, som Jesper Petersen tegner. Kefa Abu Ras har ikke ringet til Jesper Petersen dagligt, og ingen i foreningens ledelse har nogensinde truet Jesper Petersen.”  

Maja Løvstrup hævder, at Kefa Abu Ras kun har ringet til Jesper Petersen tre gange fra maj til november 2021, ligesom hun siger, at Jesper Petersen i samme periode har ringet eller spurgt, om han måtte ringe fem gange.  

“Det kan undre os, at Jesper Petersen selv ønskede kontakten med os, selv ringede til Kefa Abu Ras og fortsat ønskede at have hende med i sin forskning, hvis han har følt sig så forulempet,” skriver Maja Løvstrup.  

Søstre mod vold og kontrol har afvist at stille op til interview, og foreningen vil heller ikke sende dokumentation for opkaldslisterne og de gange, hvor Jesper Petersen angiveligt har spurgt, om han måtte ringe.  

Truslen mod Jesper Petersen skal være faldet over telefonen, men han har givet Radio4 adgang til sin feltdagbog, hvor han har noteret flere af Kefa Abu Ras´ opkald samt forløbet inden og efter truslen. Derudover orienterer han både sin faglige chef og tillidsmand om det truende opkald samme dag, som det angiveligt fandt sted. Dette bekræftes af begge overfor Radio4 og TV 2 Fyn. 

Du kan lytte til første episode af “Borgmesterenes Søstre” fra Radio4 Undersøger på dette link: 

Udtalelser til Pressenævnet

Historien tager sit udgangspunkt i september 2020, hvor Berlingske skriver en artikel om en skilsmissekontrakt, som imamen Abu Bashar fra Vollsmose havde udarbejdet. Søstre mod vold og kontrol skriver på Facebook samme dag, som artiklen bliver publiceret, at foreningen “har i dag hjulpet Berlingske med at skaffe dokumentation for, hvordan en imam i Odense har behandlet skilsmissesager efter sharia-lov”. 

Artiklen beskriver, hvordan kvinden blev underlagt en række rigide krav, som ifølge Berlingske kunne koste hende forældremyndigheden, hvis hun ikke overholdt dem. Jesper Petersen udtaler sig også i artiklen, hvor han siger, at “det her eksempel er et af de lidt grimmere. Men det er ikke ukendt for mig, at kvinder på forskellig vis presses til at indgå aftaler for at blive skilt”.   

Imamen klager efterfølgende over artiklen til Pressenævnet, hvor Jesper Petersen bliver bedt om at komme med de to udtalelser. Her kommer han med sin vurdering af den omstridte skilsmissekontrakt, og det er angiveligt én af årsagerne til, at Søstre mod vold og kontrol vil have ham til at trække udtalelserne tilbage. 

Jesper Petersen sender den 19. maj 2021 de to udtalelser til Kefa Abu Ras, og efterfølgende begynder hun, ifølge islamforskeren, at ringe flere gange.  

“Hun ringede simpelthen igen og igen og igen og igen og igen. Og det var simpelthen dagligt,” siger han.  

Jesper Petersen fortæller, at hans daværende teleselskab 3 ikke kan udlevere en liste over indgående opkald til ham. Radio4 har ringet til 3, YouSee og Telenor for at finde ud af, om selskaberne udleverer lister over indgående opkald. Det er der ingen af dem, der gør. Jesper Petersen har dog noteret flere af opkaldene i den feltdagbog, som han bruger i sin forskning.  

Den 28. maj 2021 skriver han blandt andet, at “Kefa har haft ringet til mig den 25, 26. og 27. maj for at diskutere Berlingske-sagen. Baggrunden er, at jeg har sendt de to udtalelser til sagen i Pressenævnet til hende”.  

“Jeg har været vred, da jeg har skrevet det her. Det er jeg ret sikker på. Jeg har været irriteret over, at hun bliver ved med at ringe,” siger Jesper Petersen.  

Radio4 har set dokumentation for, at noten er oprettet den pågældende dag og ikke er ændret siden, samt at Jesper Petersen den 19. maj sendte udtalelserne til Kefa Abu Ras.  

Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere Berlingske for andet end utilstrækkelig forelæggelse. 

En alvorlig trussel

På dagen, hvor truslen ifølge Jesper Petersen falder over telefonen, går han til sin tillidsrepræsentant og faglige chef for at orientere dem om sagen. Tillidsrepræsentant på Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet, Brian Arly Jacobsen, bekræfter Jesper Petersens udlægning af sagen.  

“Så snart han havde fået den her trussel, så kom han ind til mig og spurgte, hvordan han skulle forholde sig. Vi aftalte, at han skulle orientere sin nærmeste leder om sagen. Og så ønskede han ikke at gå videre med det,” siger Brian Arly Jacobsen.  

Efterfølgende gik Jesper Petersen til sin faglige chef, Niels Valdemar Vinding, som også bekræfter, at Jesper Petersen kort orienterede ham om sagen.   

Begge siger desuden, at Jesper Petersen hverken før eller siden er kommet til dem, fordi han er blevet truet, men ifølge Brian Arly Jacobsen skal sådan en trussel altid tages alvorligt.  

“Hvis det ligefrem er en repræsentant fra en sådan forening, der i en arbejdsmæssig sammenhæng siger noget, så er det jo selvfølgelig mere alvorligt, end når det er en privatperson, der fremsiger de her trusler.”  

Hvorfor?  

“Fordi den person repræsenterer en forening, der med sin vægt og styrke jo kunne være en mere alvorlig trussel end bare en privatperson.

Forening betvivler troværdighed 

Der er gået næsten et år, siden Jesper Petersen gik til sine to kollegaer, og han opfattede egentlig sagen som lukket. Han fortæller desuden, at Søstre mod vold og kontrols direktør, Maja Løvstrup, ringede til ham den 4. november og beklagede episoden. Dermed var der sat punktum i sagen.  

Radio4 har gentagne gange efterspurgt et mundtligt interview med Jesper Petersen, men lige så mange gange har han afvist det.  

“Uanset hvad man mener om dem (Søstre mod vold og kontrol red.), så kæmper de jo en kvindekamp. Det kan godt være, at de laver en masse ting, de ikke burde gøre, men de kæmper altså også en kvindekamp. Det, synes jeg, også er vigtigt at have med.”  

Men da Søstre mod vold og kontrol afviser hans udlægning af historien, indvilliger han i at lave interview, hvor han viser sin feltdagbog og den bagvedliggende data, selvom han egentlig havde besluttet sig for, at han ikke ville gå mere ind i sagen. 

“Jeg er virkelig ærgerlig over, at det er kommet så langt, at vi skal diskutere på dette niveau. Jeg ønsker ikke at gå videre ned ad denne vej, men som sagt kan jeg ikke acceptere, at Søstre mod vold og kontrol betvivler min troværdighed.” 

 

Fakta – Sådan blev historien til:

Radio4 fik aktindsigt i korrespondancen mellem Jesper Petersen og advokatfirmaet i Horten i forbindelse med advokatundersøgelsen af foreningen Søstre mod vold og kontrol.  

Her skriver Jesper Petersen til advokat Rikke Søgaard Berth fra Horten, at han var usikker på, om advokatfirmaet “ville skrive om Kefas (Kefa Abu Ras red.) trussel mod mig”, og at “Maja (Løvstrup red.) i oktober 2021 ringede og beklagede Kefas trusler og understregede, at det ikke er sådan, Søstre mod Vold og Kontrol arbejder”.  

Radio4 skrev efterfølgende til Jesper Petersen for at få uddybet, hvad det var for en trussel. Her skrev han:  

“Først og fremmest skal jeg understrege, at der ikke er tale om dødstrusler eller noget som helst i den skala. I forbindelse med to udtalelser, jeg havde lavet til Pressenævnet i foråret 2021, ringede Kefa i en periode næsten dagligt for at diskutere indholdet og konsekvenserne af disse udtalelser. Hun ønskede, at jeg skulle trække udtalelserne tilbage, og med tiden eskalerede samtalerne, indtil hun en dag ringede og truede mig med at igangsætte en udskamningskampagne på sociale medier, hvis ikke jeg trak udtalelserne tilbage. Det var en længere samtale, hvori Kefa uddybede og fremsatte sin trussel flere gange, hvilket fik mig til efterfølgende at gå til min tillidsmand og chef for at indberette sagen”. 

Chefen og tillidsrepræsentanten bekræfter begge over for Radio4, at Jesper Petersen orienterede dem om truslen.   

Søstre mod vold og kontrol afviser Jesper Petersens udlægning, da Radio4 forelægger sagen for foreningen. Direktør Maja Løvstrup siger i et skriftligt svar:  

“Kefa Abu Ras har ikke ringet til Jesper Petersen dagligt, og ingen i foreningens ledelse har nogensinde truet Jesper Petersen. Opkaldslister viser, at Kefa har ringet til Jesper Petersen tre gange i perioden maj-november 2021. Vi kan af gode grunde ikke se Jesper Petersens opkaldsliste, men vi kan se i SMS-historikken, at Jesper Petersen i samme periode har ringet, eller spurgt om han måtte ringe, fem gange. Det kan undre os, at Jesper Petersen selv ønskede kontakten med os, selv ringede til Kefa Abu Ras og fortsat ønskede at have hende med i sin forskning, hvis han har følt sig så forulempet”. 

Søstre mod vold og kontrol har ikke ønsket at levere dokumentation for opkaldslisterne og de gange, hvor Jesper Petersen skal have ringet eller bedt foreningen om at ringe. Jesper Petersen har efter foreningens udtalelse givet Radio4 indsigt i en række noter fra hans feltdagbog, hvor han har beskrevet forløbet omkring truslen, og som Radio4 optog til dokumentationsformål. Ifølge noterne ringer Kefa Abu Ras mindst seks gange i perioden mellem maj og november, men ifølge Jesper Petersen er der langt flere opkald.   

Note fra 28. maj, 2021: ”Kefa har haft ringet til mig den 25, 26. og 27. maj for at diskutere Berlingske-sagen. Baggrunden er, at jeg har sendt de to udtalelser til sagen i Pressenævnet til hende.” 

Note fra 12. oktober, 2021: “Kefa har ringet, fordi hun gerne vil tale med mig, og hun beder mig om at komme til Odense. Maja, Signe og Kefa ringede desuden i går i en hel time (og Kefa ringede i to timer i lørdags om samme emne), fordi de ville diskutere deres konflikt med Elvir Abaz og et par andre på Facebook. Problemet er, at Søstre mod vold og kontrol mistænkes for at være informanterne, der har fortalt mig om et religiøst råd i Odense. Derfor ønsker de, at jeg skal afkræfte, at de har været informanter til VIVE-undersøgelsen. Jeg har i alle samtalerne holdt fast i, at jeg ikke vil involvere mig i denne konflikt”. 

Note fra 4. november, 2021: “Maja fra Søstre mod Vold og Kontrol har ringet for at tydeliggøre, at de som organisation ikke kunne finde på at udstille mig på sociale medier. Sådan arbejder de ikke, forklarer hun. Henvendelsen fra Maja kommer på baggrund af, at Kefa har fortalt Maja, at jeg har italesat hendes trussel i juni 2020 (en trykfejl red.). Hun synes at have bundet dette sammen med et opslag fra Elvir Abaz, hvor han skriver, at foreningen truer forskere eller noget i den stil. Maja gør meget ud af som leder for foreningen at tydeliggøre, at sådan arbejder foreningen ikke. Jeg har oplyst til Maja, at jeg har indrapporteret truslen til tillidsmanden, men sagt til ham, at der ikke skal foretages yderligere i sagen. Maja bringer i øvrigt hendes eget opkald op i samtalen, som jeg forklarer, at jeg fandt grænseoverskridende og ubehageligt, men eftersom hun ikke truede mig, så har jeg ikke indrapporteret det.” 

Radio4 har set den bagvedliggende data for de enkelte noter, og den viser i alle tilfælde, at noten er oprettet på den pågældende dag og ikke er ændret siden.  

Jesper Petersen oplyser desuden, at han har forsøgt at få en oversigt over alle indgående opkald, men hans gamle teleselskab 3 siger, at de ikke udleverer indgående opkald. Det har Radio4 fået bekræftet, ligesom en rundringning viser, at Telenor og YouSee heller ikke udleverer lister over indgående opkald. 

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

AFTENRADIO

16:05
19:00