Jakob Ellemann-Jensen tager orlov efter ildebefindende

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har dannet regering. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V). Christiansborg, onsdag den 14. december 2022.

Skrevet af

6. februar 2023

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

Forsvarsminister og formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, går på orlov på ubestemt tid.

Det skriver han i et opslag på Facebook:

“Jeg har haft usædvanligt travlt gennem længere tid. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til.”

Meldingen kommer, efter at han i sidste uge faldt om med et ildebefindende og efterfølgende blev undersøgt på Rigshospitalet.

I samme opslag på Facebook skriver han, at posten som organisatorisk formand for Venstre bliver overtaget af Stephanie Lose, som i forvejen er både næstformand i Venstre, formand i Danske Regioner og formand i Regions Syddanmark.

Posten som forsvarsminister overlader Jakob Ellemann-Jensen midlertidigt til økonomiminister Troels Lund Poulsen.

“Jeg er meget tryg ved, at Troels og Stephanie tager hånd om de opgaver sammen med andre gode kræfter”, skriver han på Facebook.

Fra hans partikollega og gruppeformand i Venstre, Lars Christian Lilleholt lyder det over for Radio4, at sygemeldingen er træls – men det rigtige valg.

“Jeg kan godt forstå Jakob Ellemann. Der er noget, som er vigtigere end politik, og det er ens eget helbred. Jakob er nødt til at tænke på sit helbred, og jeg er sikker på, at han kommer tilbage endnu stærkere – både som forsvarsminister og som formand for Venstre.”

Ved valget i efteråret gik Venstre tilbage fra valget i 2019 med 20 mandater, og siden valget er partiet gået endnu længere tilbage i meningsmålingerne.

Det skyldes, at man valgte både at indgå i en regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, og at man i regeringssamarbejdet valgte at afskaffe store bededag.

I den kontekst er det særligt dårlig timing at blive sygemeldt, mener politisk redaktør på Radio4 Thomas Larsen.

“Det er langt fra alle venstrevælgere, som var enige i de her beslutninger, og derfor var det meningen, at han skulle stå som kaptajn på broen i den forbindelse. Samtidigt står vi foran historisk vigtige forsvarsforhandlinger, og der var det jo også meningen, at Jakob Ellemann-Jensen skulle stå i spidsen.”

Hele aftenens analyse fra Thomas Larsen kan du høre her:

Statsminister Mette Frederiksen modtog beskeden om Jakob Ellemann-Jensens sygemelding i torsdags.

“Jeg glæder mig til at få Jakob tilbage. Men lige nu er det vigtigste, at han passer på sig selv og sin familie. Det håber jeg, alle vil respektere”, skriver hun på Facebook.

Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

NATTEVAGTEN HIGHLIGHTS

01:10
02:10