Tv-personligheden Janni Ree tilgiver både sig selv og eksmanden Karsten Ree, som hun har været i et juridisk slagsmål med.
Janni Ree slutter året af med at tilgive sin eksmand, forretningsmanden Karsten Ree, som tidligere i år lagde sag an mod hende.
Det siger hun til Eftermiddag på RADIO IIII, da hun bliver spurgt til, hvad der er den vigtigste læring hun tager med sig fra 2025.
- Mit år har været præget af skilsmisse og juridiske slagsmål. Jeg har måtte tilgive en masse ting, som er sket mellem ham og mig, siger hun og uddyber, at hun har tilgivet eksmanden:
- Ja, det har jeg.
Tv-personligheden vil ikke komme nærmere ind på, hvad hun har skulle tilgive sin eksmand for, men siger at det drejer sig om en lang liste af ting.
- Jeg skal jo nødigt ind i noget juridisk igen, siger Janni Ree og tilføjer, at man kan læse om det i medierne.
I marts afgjorde Retten i Hillerød, at Janni Rees bog ’Evig Diva’ skulle tilbagekaldes, da den strider mod en fortrolighedserklæring mellem forfatteren og eksmanden Karsten Ree. Bogen udkom derefter i en censureret udgave, hvor passager var streget over.
I oktober afgjorde Østre Landsret, at forbuddet skulle ophæves, men at fortrolighedserklæringen stadig er gyldig. Forlaget Buster Nordic kan derfor udgive bogen ’Evig Diva’ uden at bryde erklæringen om fortrolighed.
Ifølge Janni Ree har hun også skulle tilgive sig selv, for at dele ”lidt for meget” om sin skilsmisse i medierne:
- Fra start af ville jeg gerne have haft en stille og rolig afslutning på det hele, men det blev det desværre ikke. Det har jeg skulle tilgive mig selv for.
