Jens Rohde efter tyrkisk dommer-slag: Kulturproblem - også i Danmark

Skrevet af

13. december 2023

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Danmark har et kulturproblem, når det kommer til behandlingen af fodbolddommere, siger formand i Danske Fodbolddommere, Jens Rohde, til Radio4 Morgen efter en tyrkisk dommer blev slået i hovedet. 

En tyrkisk fodbolddommer blev mandag tildelt et knytnæveslag i hovedet fra hjemmeholdets præsident. En episode som udspillede sig mandag aften i en kamp i den bedste tyrkiske fodboldrække mellem Ankaragücü og Rizespor umiddelbart efter, at dommeren havde fløjtet kampen af.

Episoden overrasker dog ikke formand i Danske Fodbolddommere, Jens Rohde. Det siger han til Radio4 Morgen.

- Vi behøver jo ikke tage til Tyrkiet for at se den slags ting. Vi oplever heldigvis sjældent så alvorlige sager i Danmark, men det er en problemstilling, vi ser. Det er et kulturproblem.

- Vi har i Danmark accepteret, at man kan stå på et fodboldstadion og kalde dommeren for en ludersøn. Det er blevet en accepteret norm, vi skal til at diskutere, hvis ikke vi vil have de tilstande, vi ser andre steder.

Du kan høre hele interviewet med Jens Rohde her:

Den tyrkiske dommer modtog udover slaget fra Ankaragücüs præsident, Faruk Koca, også flere spark fra andre personer som løb på banen sammen med præsidenten.

Ifølge Tyrkiets Justitsminister, Yilmaz Tunc, er præsidenten og de andre involverede personer nu fængslet, mens dommeren, Halil Umut Mele, er blevet indlagt.

I relation til episoden i Tyrkiet peger Jens Rohde på, at han er fortaler for, at man straffer de involverede personer personligt, og ikke straffer klubben kollektivt.

Til gengæld mener han, at vi i Danmark kollektivt bør drøfte, hvordan man omtaler fodbolddommere.

- Vi skal diskutere med tv-stationerne og medierne om, hvordan de italesætter dommernes præstation. Det er meget ofte fuldstændigt uden belæg i fodboldloven, at man kaster dommeren rundt i den kritik, man nu har.

Jens Rohde siger videre, at der også er behov for en diskussion om, hvordan man i offentligheden omtaler fodbolddommerne - eksempelvis på de sociale medier.

Jens Rohde har været formand for Danske Fodbolddommere siden 11. november i år.

Halil Umut Mele uddelte ti gule samt to røde kort i 1-1 kampen mellem Ankaragücü og Rizespor.

Danske Casper Højer spillede hele kampen for udeholdet, og kalder overfor bold.dk episoden for 'tragisk, pinlig og skandaløs'.

Afspiller nu

Langt fra løgnen

18:05
19:00