Jeppe Søe: Jeg vil gerne stille op for Venstre i år

Skrevet af

23. februar 2026

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

Hvis Venstre vil stille med Jeppe Søe i en valgkreds, så stiller det prominente eksmedlem af Moderaterne gerne op for partiet til det kommende folketingsvalg.  

Jeppe Søe, løsgænger i Folketinget, vil gerne stille op for Venstre til det kommende folketingsvalg.

Det siger han til Morgen på Radio IIII:

- Ja, det er helt klart. Jeg har været medlem af Venstre i 10 år. Jeg gik så sammen med Lars (Løkke, red.). Det skulle jeg sørme ikke have gjort. Den fejl håber jeg, de kan forstå, og at de kan tilgive. Det er der, jeg hører til.

- Hvis der er en kreds nu, der siger, at de mangler mig, så er jeg fuldstændig klar, uddyber Jeppe Søe.

Forhåbningerne er dog ikke store hos løsgængeren, som oprindeligt blev valgt ind for Moderaterne.

- Det er alt for sent, kunne jeg forestille mig, uddyber Jeppe Søe.

Jeppe Søe var med til at starte Moderaterne, som han blev valgt ind for ved folketingsvalget i 2022.

Han havde flere ordførerposter for partiet, inden han meldte sig ud af partiet i 2024, fordi han var utilfreds med partiledelsens håndtering af et dårligt arbejdsmiljø i partisekretariatet på Christiansborg.

Lars Christian Lilleholt, daværende folketingsmedlem og gruppeformand for Venstre, udtalte til Altinget i 2025, at han ikke så for sig, at Jeppe Søe ville blive en del af folketingsgruppen eller bliver kandidat for Venstre.

Afspiller nu

Det billige skidt med Holm og Klein

05:30
06:00