I Dansk Folkeparti beder mange til, at Inger Støjberg melder sig på banen som ny politisk leder. Men meget skal falde på plads, hvis det skal lykkes.
Det er på mange måder blodig ironi, at Dansk Folkeparti håber på at blive reddet af en politiker, som selv kæmper for sit politiske liv midt i en historisk rigsretssag. Men sådan er det.
Rundt om i de lokale partiforeninger og helt ind i DF’s folketingsgruppe beder mange DF’ere til, at Inger Støjberg klarer sig igennem rigsretten, så hun kan fortsætte i dansk politik og endnu vigtigere: melde sig klar til at stille sig i spidsen for DF.
At det forholder sig sådan, siger på samme tid alt om DF’s krise og Støjbergs styrke.
Ser vi på situationen i DF først, er det med til at understrege dybden i krisen, at det er så svært at rekruttere en formand fra egne rækker. Det er for så vidt ikke talent, der mangler. Men for de interne kandidater gælder det, at de hver især vil få svært ved at stoppe magtkampene og træde frem som en samlende leder.
Morten Messerschmidt var tidligere den oplagte kronprins, men i de senere år har han været en belastning for sit parti på grund af sagen om misbrug af EU-midler, og samtidig har han i parløb med Pia Kjærsgaard været en kilde til uro.
Martin Henrik opnåede tidligere på efteråret et flot valg til partiets hovedbestyrelse efter at have forlangt en hårdere kurs i udlændingepolitikken. Men han har i den grad været involveret i de indre opgør og ligger i åbenlys konflikt med flere andre DF-politikere.
Peter Kofod er et oplagt talent, men som medlem af Europa Parlamentet sidder han langt væk fra Christiansborg, og han vil blive en meget ung formand, hvis han stiller op og bliver valgt.
Endelig er der solide folk som for eksempel René Christensen, som er vellidt i partiet, men som vil få svært ved at stille sig forrest og bryde igennem mediemuren som en markant leder.
Når så mange DF’ere drømmer om Inger Støjberg, skyldes det netop, at de er smerteligt klar over, at partiets potentielle formandskandidater vil få svært ved at løfte opgaven. De ved også, at flere af de mulige kandidater er medskyldige i partiets problemer og er på konfrontationskurs med hinanden.
Men de har i høj grad også blik for Inger Støjbergs styrke. Trods hendes hårde afsked med Venstre og trods hendes sæde på anklagebænken i rigsretten, tror de, at hun vil være den rette til at tage over.
De fleste mener firkantet sagt, at rigsretten er en skueproces, som aldrig skulle have været i gang.
Deres holdning er, at Støjberg kæmpede den rette kamp, da hun ønskede at få adskilt de par, som var søgt til Danmark for at få asyl, og hvor det viste sig, at meget unge kvinder i flere tilfælde var sammen med ældre mænd.
Disse DF’ere går ikke ret meget op i, hvorvidt konventioner og bestemmelser om individuel sagsbehandling blev overholdt. De mener, at Støjberg gjorde det rigtige, og de står 100 procent bag hende i udlændingepolitikken.
Derudover håber de, at Støjberg vil kunne give partiet en ny start, fordi hun kommer udefra. Hun har ikke del i de problemer, som har trukket DF ned, og med hende i spidsen håber de, at der kan blive sat en stopper for de indre opgør. Spørgsmålet er bare, om drømmene også kan blive til realiteter?
Her og nu ved ingen, om Inger Støjberg klarer frisag eller kommer så helskindet igennem rigsretten, at hun kan fortsætte sin karriere. Får hun en hård straf, står DF med et problem. For så vil alle forhåbningerne om Støjberg som ny formand med ét slag være punkteret.
Men selv hvis hun får mulighed for at fortsætte, kan ingen være sikre på, at hun vil påtage sig den uhyggeligt krævende opgave i DF.
Man behøver ikke at være ekspert for at se, at DF befinder sig i en afgrundsdyb identitets- og vælgerkrise.
DF var i årevis det eneste parti i Folketinget, som advarede om skyggesiderne ved de sidste 40-50 års massive indvandring. Men i dag har stort set alle partier erkendt udfordringerne og adopteret den stramme udlændingepolitik. Med Socialdemokratiets kursskifte blev det for alvor klart, hvor stort DF havde sejret politisk – og samtidig mistet eneretten til sin mærkesag. Dertil kommer, at DF i de seneste år er blevet overhalet højre om af Nye Borgerlige, og den udfordring har DF haft svært ved at tackle.
Endelig har det tidligere så tætte sammenhold i DF været under pres. Det har været slående at se, hvordan de indre opgør igen og igen har flyttet fokus væk fra partiets politik og fået tusinder af vælgere til at smutte.
Med andre ord skal Støjberg ikke alene være i stand til at gøre DF’s politiske mission relevant igen, hvis hun bliver leder. Hun skal også sætte et hold, som rent faktisk vil gå sammen om at redde partiet.
Under alle omstændigheder venter en redningsaktion forude.
Faktum er, at DF befinder sig i en så kritisk situation, at selv loyale DF-medlemmer og vælgere er ved at få nok. Det er kort sagt sidste udkald, hvis partiet skal have en fremtid og ikke kun en markant fortid i dansk politik.