De ældste elever i grundskolen og ungdomsuddannelserne kan komme tilbage på Bornholm og i Vest- og Nordjylland.
Sådan lyder det fra den ekspertgruppe, der har regnet på en mulig genåbning af Danmark, som nu skal drøftes med Folketingets partier.
I de to landsdele lyder det fra gruppen, at alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kan komme tilbage med halvt fremmøde under forudsætning af test 2 gange om ugen.
Og hvis det bliver er realitet, er man klar til at hjælpe til med test i Brønderslev Kommune.
Her har kommunens ungdomsskoles personale blandt andet udnyttet tiden til at tage kurser, så de kan hjælpe med at coronateste, fortæller borgmester Mikael Klitgaard:
“Så vi er klar til at tage opgaven med at teste. Jeg er glad for, at vi kan komme i gang med at få åbnet skolerne. Vores unge mennesker er ved at trænge til det,” siger Mikael Klitgaard til Radio4 Morgen.
I Holstebro Kommune skal man nu i gang med at forberede sig til at kunne teste skoleeleverne, hvis det bliver besluttet politisk, at de skal vende retur i den vestjyske kommune:
“Det skal vi i gang med. Vi har stået i den situation, at vi ikke vidste, hvad der skulle ske,” siger borgmester H.C. Østerby:
“Det er et massivt testarbejde, der skal i gang. Det er jo noget nyt, og det gør vi selvfølgelig, hvis det er det, der skal til,” siger han til Radio4 Morgen.
Hør interviewet med borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard – og borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby her:
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix