Kommuner sår tvivl om S-valgløfte: - Der er ikke penge nok

Skrevet af

8. marts 2026

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

En række kommuner mener ikke, at Socialdemokraternes finansiering af et helt centralt valgløfte, “lilleskolen”, er tilstrækkelig. - Det her bliver dyrt, lyder det fra rådmand i Odense.

Fredag kunne RADIO IIII fortælle, at der langt fra er lokaler eller penge nok i Aarhus Kommune til at føre Socialdemokratiets centrale valgløfte om en ”lilleskole” med et klasseloft på 14 elever i indskolingen ud i livet.

Faktisk viste kommunens beregninger, at de ville komme til at mangle over 200 millioner kroner til at etablere nye klasselokaler.

Men det er langt fra kun i Aarhus Kommune, at Socialdemokratiets ”lilleskole”-valgløfte vil få store konsekvenser, hvis det vedtages.

Det fremgår af en række svar, som RADIO IIII har modtaget fra både Greve, Aalborg og Odense Kommune.

I Greve vil S-valgløftet eksempelvis betyde, at de skal opnormere med 58 fuldtidsstillinger for at få lærere nok, viser kommunes beregninger.

Aktuelt er der dog blot fem lærere i hele kommunen, der er registreret som ledige, oplyser kommunen i et skriftligt svar til RADIO IIII.

Derudover er der heller ikke i nærheden af klasselokaler nok.

-Det vil kræve 61 ekstra klasselokaler på tværs af alle skoler i kommunen, og der er for nuværende i alt 17 ledige klasselokaler på tværs af alle skoler. Beregningen giver altså et behov for 44 nye klasselokaler, skriver de.

Greve Kommune gør i sit svar opmærksom på, at ”det vil kræve en grundigere analyse at kunne fastlægge præcise tal for antallet af lokaler i praksis”, hvorfor man heller ikke endnu har regnet på de økonomiske konsekvenser.

Formanden for skole- og børneudvalget i Greve byråd, Marc Jenning (V), fortæller til RADIO IIII, at han er bekymret for Socialdemokratiets finansiering af valgløftet.

- Jeg ved at i forhold til behovet i Greve Kommune er der ikke penge nok, siger han og tilføjer:

- Der er kommuner, som har ledig kapacitet og tomme lokaler, men det har vi ikke i Greve.

Marc Jenning mener, at Socialdemokratiet skylder et svar på, hvordan de vil sikre finansiering til forslaget.

- Når man går ud og lancerer så store forslag, så skaber det jo forventninger hos både lærere og familier, og derfor synes jeg afgjort, at det er rimeligt, at vi får klarhed over, hvordan de har tænkt sig at finansiere det her, fordi det skaber en usikkerhed i kommunerne, siger han.

Socialdemokratiet har i deres skoleudspil afsat seks mia. kr. til om- og udbygninger af landets folkeskoler.

Det er det beløb, som flere kommunerne advarer om, ikke er tilstrækkeligt.

I Odense Kommune vurderer forvaltningen, at det socialdemokratiske forslag vil “medføre et betydeligt behov for ud- og ombygning på størstedelen af kommunens skoler”.

- Hvis eleverne fordeler sig stabilt de kommende år, vil der ved fuld indfasning i 2031 være et estimeret behov for 150-200 ekstra klasseværelser i Odense, oplyser kommunen i et svar til RADIO IIII.

Kommunen har ikke sat kroner og øre på, hvad valgløftet vil koste i anlægsudgifter, men rådmand for Børn og Unge i Odense, Brian Dybro (SF), frygter, at der ikke er penge nok i S’s finansieringsplan.

- Det kan jeg godt have en bekymring for. Det ser svært ud, siger han til RADIO IIII.

- Vi har jo ikke lavet de her konkrete beregninger, men der er ingen tvivl om, at det her bliver dyrt i anlæg. Og så er der spørgsmålet om, hvordan og hvor vi skal få plads til de mange flere klasselokaler, siger han.

Aalborg Kommune har heller ikke sat et konkret beløb på de økonomiske konsekvenser af S-valgløftet, men kommunen vil man mangle hundredvis af lokaler, fastslår de.

-Med et fuldt indfaset forslag, vil Aalborg Kommune forventes at skulle oprette 248 ekstra klasser fra børnehaveklasse til og med 3. klasse. Med den nuværende kapacitet vil der dermed mangle 166 klasselokaler fordelt på 31 skoler ud fra den definition af klasselokaler, som vi har i dag, oplyser kommunen til RADIO IIII.

Beregningen tager udgangspunkt i, at forslaget begynder at blive implementeret fra skoleåret 2028/29, oplyser de desuden.

Det er ikke kun Greve, Aalborg, Odense og Aarhus som vil opleve store konsekvenser ved implementeringen af S-valgløftet.

Altinget kunne i sidste uge fortælle, at det i Københavns Kommune alene vil koste cirka 11,5 milliarder kroner til at bygge flere klasselokaler.

RADIO IIII har siden torsdag forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg, samt partiets børne- og skoleordfører, Sara Emil-Baaring, men de er ikke vendt tilbage.

Afspiller nu

Debat

20:05
21:00