Voldtægtsofres Vilkår kritiserer, at statsrevisor Monika Rubin (M) siger, at ”hun hellere vil voldtages i København end på Fyn”.
Det er problematisk, når statsrevisor og medlem af Folketinget for Moderaterne, Monika Rubin siger, at ”hun hellere vil voldtages i København end på Fyn”.
Sådan lyder det fra fungerende bestyrelsesleder i organisation Voldtægtsofres Vilkår, Ida Langæble, til Radio IIII.
- Det er en ekstrem bagatellisering af den traumatiske oplevelse, det er at være udsat for en voldtægt og også gennemgå et anmeldelsesforløb hos det danske politi.
Udtalelsen fra Rubin faldt i går, da hun og Folketingets fem andre statsrevisorer rettede skarp kritik af politiets behandling af voldtægtssager.
Under pressemødet blev Fyns Politi fremhævet.
For ifølge Rigsrevisionens rapport har Fyns Politi oprettet 25 procent af voldtægtssager som ”undersøgelsessager” og ikke ”skarpe sager”, hvor der stilles større krav til tidsfrister og sagsskridt, selv om det kun må ske helt undtagelsesvist.
Anderledes ser det ud i Københavns Politi. Og det fik altså Monika Rubin til at sige, at ”hun hellere vil voldtages i København end på Fyn".
Men hun burde have formuleret sig anderledes, ifølge Voldtægtsofres Vilkår.
- Det er en negligering af, at der også findes ofre i Københavns Politi, siger Ida Langæble.
Radio IIII har bedt Monika Rubin for en kommentar.
Hun er endnu ikke vendt tilbage ved artiklens udgivelse.
