Lægger sig fladt ned: Dansk firma udgav video med ansat i Epstein-trøje

Skrevet af

10. februar 2026

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

Andreas Emil Kloster

anekl@radio4.dk

En ansat hos telemarketing-firmaet Copenhagen Sales optrådte i en video i en trøje med referencer til seksualforbryderen Jeffrey Epstein, selvom han godt vidste, hvad trøjen refererer til.

Telemarketing-firmaet Copenhagen Sales undskylder uforbeholdent, at en ansat i virksomheden optræder i en trøje med et Jeffrey Epstein-logo i en video på Copenhagen Sales egen TikTok-profil.

Videoen er sidenhen blevet fjernet. Den ansatte har også sagt undskyld, skriver Mathias Grubak, administrerende direktør i Copenhagen Sales, til Radio IIII.

Det var ifølge direktøren en ”dårlig prank” fra en anden medarbejder i firmaet, som var skyld i, at den ansatte havde trøjen med Epstein-logo på i den nu fjernede video.

- Det var en upassende og dårlig joke, det var manglende dømmekraft at tage trøjen på, og det var en klar fejl fra de to medarbejdere, der var involveret i den. Der findes ingen kontekst, hvor referencer til Jeffrey Epstein er passende, lyder det fra Mathias Grubak.

Han fortæller samtidig, at den pågældende medarbejder var klar over referencen til Jeffrey Epstein, da han optrådte i trøjen i videoen på firmaets TikTok-kanal.

Trøjen er mørkeblå half-zip-trøje med et rødt broderet logo på venstre bryst, hvor der står ”J.E.E.” Bogstaverne er initialerne for den afdøde seksualforbryders fulde navn Jeffrey Edward Epstein.

Jeffrey Epstein er selv fotograferet i sådan en trøje i maj 2005.

Copenhagen Sales har ifølge CVR omkring 150 ansatte og en omsætning på over 40 millioner.

Afspiller nu

Det, vi taler om

12:05
14:00