Løkke ser muligheder i Ellemann som statsminister

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har grundlovsdag løftet sløret for navnet på hans nye parti. Det bliver partiet Moderaterne.

Skrevet af

15. september 2021

Lars Løkke Rasmussen afviser ikke, at han vil hjælpe sit tidligere parti tilbage til magten. Samtidig tager partistifteren afstand fra statsminister Mette Frederiksens ledelsesstil.

Lars Løkke Rasmussen vil være klar til at gøre Venstres Jakob Ellemann-Jensen til statsminister under de rette omstændigheder. Moderaternes formand ønsker at aflive spekulationer om, at hans nye parti ikke vil Venstre tilbage til magten.

”Jeg kan læse i aviserne, at jeg aldrig nogensinde ville gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister, fordi der skulle være for meget ondt blod imellem os. Det kan jeg i hvert fald afkræfte. Det er ikke min tilgang til det,” siger Lars Løkke Rasmussen til det politiske magasin Mandat på Radio4.

Hør interviewet med Lars Løkke Rasmussen her:

Meldingen kommer på dagen, hvor den tidligere statsministers parti, Moderaterne, rundede de nødvendige 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Dagen markerer også et endegyldigt farvel til Venstre, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg går ikke og bærer nag. Og for mig er det også vemodigt, at jeg ikke længere er med i det parti, som har givet mig alt i 40 år. Men jeg vil aldrig nogensinde drømme om et hævntogt, hvor jeg sagde, at hvis der er én, der ikke skal være statsminister, så er det en venstremand. Det er slet ikke min tænkning.”

Mens Lars Løkke Rasmussen ikke vil lægge sig fast på, hvem han foretrækker som statsminister, sætter han gerne navn på, i hvilke partier han ser de største muligheder for et politisk samarbejde.

”Det er min ambition, at de partier, der ligesom Moderaterne, har et helhedssyn på dansk politik – Venstre, Konservative, De Radikale og Socialdemokraterne – i højere grad kan finde sammen om et politisk projekt, der kan pege fremad. Og i det tilfælde skal en eller anden jo sidde for bordenden, men jeg sætter ikke et navn på, hvem det skal være”, siger Lars Løkke Rasmussen.

I Radio4’s politiske program, Mandat, bliver partistifteren flere gange spurgt om, hvem han helst ser som statsminister efter næste folketingsvalg. Samme spørgsmål har han onsdag afvist at besvare overfor flere andre medier.

Dog ser Lars løkke Rasmussen ikke store chancer for at Moderaterne vil lægge mandater til grund for en socialdemokratisk statsminister.

”Jeg synes, det ser svært ud, som det ser ud lige nu. Meget er jo gået, som jeg frygtede. Der var jo en grund til, at jeg rakte en hånd ud over midten i dansk politik.  Nu har vi en socialdemokratisk ét-partis-regering, som er den mest egenrådige regering, vi har set i Danmarkshistorien. Så lige nu har jeg svært ved at se Mette Frederiksen i spidsen for sådan et samarbejdsprojekt, som jeg taler om, siger Lars Løkke Rasmussen

Afspiller nu

ONLY IN AMERICA

00:00
00:55