Monika Rubin i grooming-sag: Det er ”journalistisk spin”

Skrevet af

12. december 2025

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Moderaternes Monika Rubin har aldrig påstået, at Mike Fonseca har groomet en 15-årig pige. Journalistisk spin, lyder argumentet i et svarskrift på Fonsecas stævning, som RADIO IIII har fået indsigt i.

Politisk ordfører for Moderaterne, Monika Rubin, bedyrer, at hun aldrig har anklaget tidligere partifælle Mike Fonseca for grooming i forbindelse med hans forhold til en dengang 15-årig pige.

Det fremgår af et svarskrift fra Monika Rubin og hendes advokat mod Mike Fonseca, som RADIO IIII’ program ’Det, vi taler om’ har fået indsigt i.

Mike Fonseca, der nu er løsgænger i Folketinget, stævnede i september Monika Rubin efter udtalelser om Fonsecas kæreste.

Med stævningen kom Mike Fonseca også med et krav på 100.000 kroner.

I et Facebook-opslag skrev Monika Rubin blandt andet, at ”vi har haft en mand i folketingsgruppen, der mener, at det som voksen er helt ok at bruge sin status og erfaring til at forføre et ungt menneske - ja jo et barn. Hun er et helt år yngre end min kusine! Det er simpelthen så langt over grænsen! I fagtermer kaldes det grooming.”

Men det skal ikke tolkes som, at Monika Rubin udtrykker, at Mike Fonseca har gjort sig skyldig i grooming, som er strafbart, lyder det i svarskriftet.

”Det er således ikke en beskyldning om, at Mike Fonseca personligt har gjort sig skyldig i grooming, men derimod en beskrivelse af fagtermen for den proces, som Monika Rubin mener, at Mike Fonseca er ”helt ok” med,” fremgår det i svarskriftet.

I svarskriftet lyder det også, at landets medier har omtalt Monika Rubins opslag på Facebook på en misledende måde.

”At offentlige medier har gengivet Monika Rubins Facebook-opslag med et journalistisk spin, som giver opslaget karakter af en beskyldning om grooming, ændrer ikke på, at Monika Rubin ikke personligt selv har udtalt en beskyldning mod Mike Fonseca.”

”Udtalelsen udgør derfor ikke en beskyldning om et strafbart forhold i form af grooming begået af Mike Fonseca. Udtalelsen er derfor helle ikke genstand for mortifikation i henhold til Mike Fonsecas påstand. Allerede af den grund, skal Monika Rubin frifindes,” lyder argumentet i svarskriftet.

Monika Rubin skrev ellers selv i en sms til B.T. tilbage i 2023, at hun med ordet ’grooming’ specifikt henviste til “pigen” - ikke Fonsecas holdning til grooming, som hun nu siger.

- I forhold til min brug af ordet ’grooming’, hentyder jeg til, at pigen kun lige er gået ud af 8. klasse og derfor i min verden stadig er et barn, skrev Monika Rubin til B.T. i 2023.

RADIO IIII har rakt ud efter Monika Rubin for at høre, hvorvidt hun mener, at Mike Fonseca har groomet pigen.

Der er endnu ikke kommet svar.

Afspiller nu

Nattevagten

00:00
01:00